En ung kvinde var på vej hjem ad motorvejen midt i en voldsom snestorm. Sneen piskede mod forruden som en hvid mur, og vejen var næsten blevet usynlig. Hun satte farten ned, da hun nærmede sig det tragiske sted, hvor hun for år tilbage havde mistet sin mand og sin søn i en ulykke. Som hun altid gjorde, når hun passerede det mindekors, der var rejst til ære for hendes elskede, trak hun ind på den farlige nødvej. Da forlygterne skar gennem snevejret, kom en chokerende, klar rød plet til syne på det hvide dække.
Hun steg ud af bilen, og da hun kom tættere på, fandt hun en hunulv, der lå ubevægelig i sneen. Dyret var udmattet og var ved at fryse ihjel; ved siden af hende stod to små hvalpe og rystede af kulde og skræk, som om de bønfaldt deres mor om at rejse sig. Hendes logik sagde hende, at hun straks skulle gå tilbage til bilen; selv en såret ulv var altid farlig. Men hendes samvittighed vandt, og da hun bøjede sig ned for at hjælpe dyret, lagde hun mærke til en detalje, der tog vejret fra hende.
Der var usammenhængende spor i sneen, som strakte sig kilometervis tilbage. Hunulven var ikke gået; hun havde kravlet. Med en utrolig indsats var hun nået frem til præcis det punkt, hvor kvindens søn havde udåndet, og der var hun stoppet. Ved denne rystende erkendelse svigtede kvindens ben, og hun sank bevidstløs sammen i sneen. Det var som om en usynlig kraft havde hvisket til ulven, at hjælp kun kunne findes på dette smertefulde sted.
Da kvinden kom til sig selv, følte hun det som om Gud havde sendt hende dertil den nat for at redde disse liv. Hun forstod, at den dybe smerte over ikke at have kunnet redde sine kære engang, nu kunne lindres ved at hjælpe disse nødlidende skabninger. Hun hentede straks tæpperne i bagagerummet og svøbte kærligt moderen og hvalpene; hun bar dem én efter én ind i bilen og satte kursen mod den nærmeste dyreklinik.
For første gang i mange år var hendes uendelige sorg blevet erstattet af et lys af håb. Den nat reddede hun ikke kun en ulvefamilie, men begyndte faktisk også at redde sin egen sårede sjæl. Skæbnens mærkelige og betydningsfulde tilfælde havde vist hende, at livet nogle gange kan blomstre på ny, selv på det mørkeste sted.