Millionæren, der ønskede at give sin arrogante søn en lektion, gjorde ham arveløs og tvang ham til at gifte sig med en helt almindelig malkepige fra en landsby; men da faren besøgte dem tre måneder senere, fik han sig et totalt chok over det syn, der mødte ham…

Den rige forretningsmand, Erik, var kørt træt i sin søn Viktors evige forkælelse og besættelse af luksus. «Jeg er træt af at samle dig op, hver gang du falder,» sagde han med en stemme så kold som is. Viktor kiggede bare på sin dyre telefon og tog ikke sin far alvorligt. Men denne gang var Erik beslutsom: Viktor ville enten blive gjort fuldstændig arveløs, eller også skulle han flytte til en fjern landsby og gifte sig med en helt almindelig pige, der aldrig havde kendt til luksus. Viktor troede, det bare var et bluffnummer, og accepterede modvilligt tilbuddet.

Inden for en uge blev alle Viktors kreditkort spærret, hans sportsvogn blev konfiskeret, og hans dyre mærketøj blev taget fra ham. Uden en krone på lommen blev han sendt til den landsby, han hele sit liv havde set ned på. Her blev han præsenteret for Ida, der var kendt for sin enkelhed og flid. Hans far, Erik, håbede, at sønnen ikke ville kunne holde til elendigheden, og at han efter få dage ville falde på knæ og bede om tilgivelse – og dermed lære værdien af penge. Men den planlagte «straf» tog en helt uventet drejning.

Der gik præcis tre måneder. Erik tog til landsbyen med det formål at se sin søns elendige tilstand og tage ham med hjem igen. Han forestillede sig en beskidt, ulykkelig og livstræt ung mand. Men da han trådte ind i haven til det lille hus, troede han ikke sine egne øjne. Den før så arrogante Viktor, der plejede at væmmes ved alt, arbejdede i haven i gammelt tøj og grinede højt og hjerteligt. Da han fik øje på sin far, var der hverken fortrydelse eller vrede i hans ansigt.

Viktor bød sin far indenfor, tog et fast greb om Idas hånd og overbragte stolt en nyhed: «Far, for første gang i mit liv føler jeg, at jeg hører til et sted. Ida og jeg er meget lykkelige, og vi venter et barn.» Erik stod som forstenet. Hans søn, der før hadede lugten af bondegård og så ned på almindelige mennesker, var væk. I hans sted stod en mand med begge ben på jorden, ansvarsbevidst og i harmoni med sig selv. Viktor forklarede, at han ikke ønskede at vende tilbage til sit gamle luksusliv; han havde fundet den sande lykke i det lille hus.

Erik indså, at mens han forsøgte at straffe sin søn og vise ham livets udfordringer, havde han i virkeligheden givet ham en skat, som penge aldrig kan købe: oprigtig kærlighed og sjælefred. Da han kiggede på sin søn, der var gået fra at være en arrogant arving til en ærefuld familiefar, forstod han, at den største rigdom ikke findes på bankkonti, men i menneskets indre ro. Med tårer i øjnene krammede han sin søn og så, at hans lektion havde båret en frugt, der var langt smukkere end forventet.

Понравилась статья? Поделиться с друзьями: