Hver gang den unge kvinde så sig i spejlet, mødte hun et ansigt, der var velkendt, men alligevel fremmed: de løse hår på puden og de totter, der hver morgen sad fast i børsten, var efterhånden blevet til en ren tortur. Hun var træt af at kæmpe – ikke kun mod sygdommen, men også mod denne smertefulde påmindelse i spejlet. Til sidst tog hun en dyb indånding og hviskede til sig selv: ”Nu er det nok. For at overleve må jeg acceptere dette.”
Hun tog sin yndlingsstriktrøje på og satte kursen mod den lokale barber, hun var kommet hos i årevis – et sted fyldt med tatoverede mænd, der så rå ud udenpå. Da hun trådte ind, kunne mestrene med det samme se på hendes ansigtsudtryk, at noget var helt galt. Hun satte sig i stolen, knugede armene om sig selv og sagde med rystende stemme: ”Gutter, jeg mister mit hår på grund af kemoterapi. Jeg kan ikke holde det ud længere. Vil I være søde at barbere det hele af?”
En tung tavshed sænkede sig over barbersalonen. De store mænd, som ellers altid fyrede vittigheder af, blev pludselig helt stille. Hendes gode ven, barberen Mads, tændte maskinen med en dæmpet lyd. Da de første totter faldt mod gulvet, sank hendes hjerte. I takt med at den kølige luft ramte hendes bare hovedbund, fik tårerne frit løb. Hun skjulte ansigtet i sine hænder og begyndte at hulke: ”Gud, mit hår, som jeg har ladet gro i årevis, forsvinder… det gør så ondt.”
I det øjeblik skete der noget uventet, som hun aldrig vil glemme. Hendes ven, Mads, slukkede maskinen et kort øjeblik, lagde en hånd på hendes skulder og sagde: ”Du er aldrig alene på denne rejse.” Herefter tændte han maskinen igen, men denne gang satte han den ikke mod hendes hår, men mod sit eget tykke, mørke hår. Mens hun så målløst til, klippede han alt sit eget hår af helt ind til huden.
Gennem tårerne spurgte hun: ”Hvad laver du? Hvorfor?” Mads smilede og svarede: ”Hvis du tager denne kamp, så står jeg ved din side. Hår vokser ud igen, men venskab og støtte er vigtigere end alt andet.” Den unge kvinde mærkede i det øjeblik, hvordan desperation blev erstattet af en enorm taknemmelighed. Da hun så sig i spejlet, så hun ikke sit manglende hår, men den sande skønhed i sin kamp, og hun vidste, at hun ikke længere var alene i denne krig.