For en 73-årig pensionist i kørestol er haven mere end blot et stykke land; den er et fristed for fred og et symbol på uafhængighed. Fortælleren plejer akkurat to unge ahorn-træer og flere aldrende stedsegrønne buske, og finder sin glæde ved at fylde fuglehuse og beskytte træerne mod den hårde vinter. Denne ro blev rystet, da en ung nabokvinde begyndte at behandle skellet som sin personlige losseplads ved at smide energidrik-dåser, fastfood-poser und cigaretskod. Trods manglen på respekt valgte fortælleren i starten den mindste modstands vej og ryddede tavst affaldet op for at undgå det unødige stress ved en konfrontation.
Situationen eskalerede efter et kraftigt snefald, da fortælleren opdagede en bunke husholdningsaffald – sur øl, kaffegrums og madrester – der bevidst var blevet dumpet under de unge ahorn-træer. Den forsætlige handling blev bekræftet af en tydelig række fodspor, der førte direkte fra naboens sidelåge. Da hun blev konfronteret, reagerede den unge kvinde med rystende selvfedme og spottede fortællerens alder og fysiske tilstand. Hun afviste klagen med et grin og foreslog, at eftersom fortælleren jo «alligevel rodede rundt ude i skidtet», kunne han bare fungere som hendes personlige skraldemand for at få tiden til at gå.
Hvad lejeren ikke vidste: Fortælleren havde boet ved siden af dette hus i tredive år og var livslang ven med ejeren, Thomas. Mens naboen betragtede manden i kørestolen som et magtesløst «haveornament», havde fortælleren i ugevis dokumenteret alle krænkelserne. Med et voksende digitalt album af daterede fotos og beviser på brud på lejekontrakten, kontaktede fortælleren Thomas. Ejerens reaktion var øjeblikkelig og kontant; lejekontrakten, der kunne opsiges månedligt, og en klausul om havevedligeholdelse, som hun selv havde underskrevet, gav alle de juridiske værktøjer, der var nødvendige for en øjeblikkelig udsættelse.
Fortælleren satte det sidste stød ind med et strejf af ironi og overrakte naboen en lille «gaveæske», der indeholdt kopier af de dokumenterede beviser og opsigelsen af lejemålet. Kvindens indledende arrogance forsvandt, da det gik op for hende, at hendes hovmod havde kostet hende hendes hjem. Hun forsøgte at slå fra sig og kaldte fortælleren for en «bitter gammel mand», men han forblev uberørt. Konfrontationen tjente som en tydelig påmindelse: Mens kvinden kun så et begrænset liv i en kørestol, overså hun de rødder, der gennem årtier var vokset ind i lokalsamfundet, og modstandskraften hos en mand, der nægtede at blive behandlet som usynlig.
Inden fredag var flyttevognen væk, og stilheden vendte tilbage til nabolaget. Næste morgen rullede fortælleren ud i den friske, rene sne, endelig fri for lugten af affald og støjen fra en respektløs nabo. De unge ahorn-træer stod sikkert og beskyttet, og dompapperne vendte tilbage til deres sædvanlige tidsplan. Siddende i morgenens ro følte fortælleren en dyb tilfredshed i videnskaben om, at selvom hans krop var begrænset, var hans ånd og hans evne til at «bære skraldet ud» forblevet fuldstændig intakt.