Da jeg mistede min mand Poul efter syvogtredive års ægteskab, troede jeg, at kærligheden var noget, jeg allerede havde udlevet og begravet sammen med ham. Sorgen forvandlede mit hjem til et stille og stillestående sted, og i fem år levede jeg mere af vane end af håb. Men så, en helt almindelig morgen på en lille café, førte en væltet kop kaffe mig til Erik — en venlig, sølvåret mand, der også havde kendt til tab. Det, der startede som en undskyldning, blev til en samtale, derefter til selskab og til sidst til en kærlighed, som jeg aldrig havde forventet at føle igen. Da Erik friede til mig, sagde jeg ja — ikke af nød, men fordi jeg havde genfundet modet til at vælge lykken.
Det var dog ikke alle, der bød denne lykke velkommen. Eriks datter, Lotte, lagde ikke skjul på sin modvilje fra starten. Hun beskyldte mig for at være ”for gammel” til at blive gift og antydede, at jeg var ude efter hendes arv, selvom jeg havde mit eget hjem og min egen økonomi. Hendes fjendtlighed stak dybere end blot jalousi, og snart bemærkede jeg foruroligende tegn — uforklarlige bankoverførsler, dokumenter, som Erik ikke huskede at have underskrevet, og Lottes voksende kontrol over hans anliggender. I starten sagde jeg intet og valgte at observere i stedet for at anklage, men mit instinkt advarede mig om, at noget var galt.
På vores bryllupsdag viste disse instinkter sig at være rigtige. Kort før ceremonien fandt jeg min brudekjole bevidst ødelagt — lynlåsen var rykket ud, blonderne revet i stykker, og der var smurt kaffe ud over stoffet. Lotte dukkede op få øjeblikke senere, selvtilfreds og uden skyggen af anger, og foreslog, at jeg bare skulle aflyse brylluppet helt. I stedet for at bryde sammen dokumenterede jeg det hele, fandt en enkel reservekjole og gik alligevel op mod alteret. Jeg blev ikke gift med Erik i den kjole, jeg havde planlagt, men med en styrke, som jeg ikke anede, jeg stadig besad.
Efter ceremonien viste jeg Erik beviserne. Han var rystet, men han lyttede til mig. Ved receptionen konfronterede han Lotte offentligt med sabotagen af brylluppet, og da jeg bragte hendes indblanding i hans økonomi på bane, mistede hun til sidst besindelsen. Foran alle de fremmødte indrømmede hun at have underskrevet dokumenter og forvaltet penge, uden at han havde været fuldt bevidst om det, og påstod, at det var ”for hans eget bedste”. Lokalet blev helt stille, da sandheden kom frem, og Lotte stormede ud, afsløret af sine egne ord.
Den nat gennemgik Erik og jeg hans konti og fik bekræftet misrøgten. Svigtet var smertefuldt, men klarheden havde erstattet forvirringen. Da vi lå i sengen og holdt hinanden i hænderne, forstod vi, at vores ægteskab ikke kun var begyndt med kærlighed, men også med ærlighed og selvrespekt. Der ville stadig ligge udfordringer foran os, især med hensyn til Lotte, men fundamentet havde ændret sig. Vi havde valgt sandheden — og vi havde valgt hinanden.