Efter en ødelæggende ulykke med en spritbilist, der sendte 17-årige Hanna i koma, tilbragte hendes mor, Susanne, måneder i den sterile virkelighed på hospitalsstue 223. Midt i biplydene fra de livsbevarende maskiner begyndte et mærkeligt ritual: Hver dag præcis kl. 15.00 mødte en tætbygget, tatoveret mand ved navn Mads op for at sidde hos Hanna i nøjagtig én time. Han holdt hendes hånd og læste fantasy-romaner højt eller talte lavmælt om sin daglige kamp for at forblive ædru. Selvom sygeplejerskerne behandlede ham med en fortrolig venlighed, nåede Susanne til sidst sit bristepunkt og krævede at få at vide, hvorfor en vildt fremmed deltog så inderligt i hendes datters sygeleje.
Konfrontationen på hospitalsgangen afslørede en rystende sandhed: Mads havde været den berusede chauffør, der havde påkørt Hannas bil. Plaget af sine handlinger og efter at have afsonet sin fængselsstraf, var han begyndt at besøge intensivafdelingen som en form for «levende oprejsning». Han valgte tidspunktet kl. 15.00, da det var det nøjagtige tidspunkt for ulykken. Susanne følte sig først frastødt og så hans tilstedeværelse som en krænkelse af hendes sorg, men hendes perspektiv ændrede sig, efter hun overværede et af Mads’ AA-møder. Der hørte hun ham tage det fulde ansvar for sit «ruinerede» liv og den tragedie, han havde forårsaget. Det fik hende til forsigtigt at lade ham komme ind på stuen igen – ikke af tilgivelse, men ud fra et desperat behov for enhver form for positiv energi rettet mod hendes datter.
Som uger blev til måneder, skete der et vidunderligt gennembrud under en af Mads’ højtlæsninger. Midt i et kapitel lukkede Hannas fingre sig pludselig fast om hendes mors hånd og signalerede hendes vej tilbage til bevidstheden. Stuen blev hurtigt fyldt med læger og sygeplejersker, da Hanna vågnede; hendes første minde var den rolige, velkendte stemme, der hver eftermiddag havde læst højt for hende om drager. I hjørnet af stuen hulkede manden, der næsten havde taget livet af hende, i stilhed – vidne til den bedring, han havde bedt for, men aldrig følt, han havde fortjent.
Vejen til helbredelse var besværlig og præget af smertefuld genoptræning samt sandhedens tunge følelsesmæssige byrde. Da Hanna endelig var stærk nok, konfronterede hun Mads med de livsændrende skader, han havde forårsaget. Hun var bemærkelsesværdigt ærlig og fortalte ham, at selvom hun ikke tilgav ham og erkendte, at han havde «ødelagt» hendes liv, anerkendte hun også, at hans tilstedeværelse havde afholdt hende fra at give op. Denne komplekse dynamik definerede deres forhold: De var bundet sammen af et fælles traume, som hverken kunne slettes eller ignoreres.
Et år efter ulykken forlod Hanna hospitalet med en stok, støttet af sin mor og manden, der havde påkørt hende. I dag forbliver deres liv sammenflettet på en måde, der trodser traditionelle betegnelser. De mødes hvert år på årsdagen for ulykken på en café og sidder sammen – ikke som venner, men som overlevende af den samme tragedie. Det er en historie, der ikke ender med en perfekt sløjfe af tilgivelse, men med at tre mennesker vælger at se fremad sammen i erkendelsen af, at fortidens ar nu er fundamentet for deres fremtid.