Da Hannes søster, Mette, endelig opfyldte sin drøm om at blive mor ved at adoptere den forsagte femårige Alba, fejrede hele familien afslutningen på en lang og smertefuld kamp mod barnløshed. I seks måneder delte Mette strålende opdateringer om Albas første kærlige ord og milepæle i børnehaven; hun lignede en, der endelig havde fundet den lykke, hun så desperat havde længtes efter. Men «eventyret» tog en chokerende drejning, da Mette og hendes mand fik foretaget en DNA-test for at lære mere om Albas medicinske forhistorie. Resultaterne afslørede en rystende sandhed: Alba var ikke bare en fremmed, som Mette havde adopteret – hun var Mettes biologiske niece, datter af hendes lillesøster Hanne.
Denne afsløring tvang Hanne til at konfrontere et kapitel af sit liv, som hun havde begravet seks år tidligere. Som 22-årig, uden en krone på lommen og forladt af en partner, der bad hende «håndtere» en uplanlagt graviditet alene, havde Hanne truffet den pinefulde beslutning at bortadoptere sit barn i håbet om at sikre hende en stabil fremtid. Til sin rædsel måtte hun sande, at det oprindelige adoptionssystem havde svigtet; Albas første adoptivforældre havde været forsømmelige, hvilket betød, at hun i årevis blev kastet rundt i plejesystemet, før hun ved et kosmisk tilfælde landede i armene på sin egen biologiske moster.
De følelsesmæssige konsekvenser var enorme, men Mette viste sin ekstraordinære karakter ved at tilbyde at træde til side, så Hanne kunne genoptage rollen som mor. Trods sit dybe bånd til Alba prioriterede Mette den biologiske forbindelse og chancen for, at Hanne kunne gøre fortidens hjertesorg god igen. Hannes forlovede, Lasse, viste sig også som en uvurderlig støtte; han bakkede hende ubetinget op og bød uden tøven den traumatiserede lille pige velkommen i deres liv. Sammen gennemgik familien en hård juridisk proces med baggrundstjek og samtaler med socialrådgivere for officielt at «genadoptere» den datter, som Hanne troede, hun havde mistet for altid.
Albas overgang til Hannes hjem krævede en umådelig tålmodighed og finfølelse, da den lille pige forståeligt nok var påpasselig efter år med ustabilitet. Hanne fokuserede på at lære Albas livretter at kende og skabe et fristed, hvor hun følte sig tryg, indtil hun endelig fandt modet til at fortælle den nu seksårige pige sandheden om deres relation. I et dybt bevægende øjeblik reagerede Alba med et barns enkle og dybe nåde og betroede dem, at hun altid havde håbet på, at hendes mor ville finde hende. Det kram markerede begyndelsen på et nyt liv for dem begge og forvandlede år med skjult fortrydelse til en fremtid fuld af nærvær.
I dag har familien fundet hvile i en «omskrevet» historie, hvor Mette spiller en central rolle som «moster Mette», og Hanne endelig oplever moderskabets daglige rytme, som hun engang frygtede var tabt. Deres stamtræs kaotiske og komplicerede natur er blevet en kilde til styrke fremfor skam. Gennem deres valg om gennemsigtighed og radikal uselviskhed sikrede Hanne og Mette, at Alba aldrig mere skal føle sig forladt. Deres historie tjener som en sjælden påmindelse om, at visse kapitler i livet ikke lukkes for altid; nogle gange venter de blot på en ny chance for at finde den helt rigtige slutning.