Den nittenårige Gry voksede op i troen på en enkel, omend smertefuld historie: Hendes mor, Lise, havde forladt hende og hendes far, Mads, på hospitalet den dag, hun blev født. I næsten to årtier var Mads den ultimative enlige forælder; han lærte sig selv at flette hår via YouTube, udholdt endeløse middage med pandekager og tilbød urokkelig følelsesmæssig støtte ved hvert eneste panikanfald og hver skoleforestilling. Han fremstillede morens fravær som hendes eget tab, hvilket gav Gry mulighed for at vokse op i et stabilt og kærligt miljø, hvor hun til sidst holdt op med at spørge efter det «spøgelse», der havde forladt hende.
Denne omhyggeligt konstruerede virkelighed blev rystet, da Gry modtog et uventet videoopkald fra en hospitalsseng. Lise, som nu var uhelbredeligt syg og gråhåret, rakte ud for at bede om en sidste tjeneste, hvilket førte til en anspændt genforening, hvor både Gry og Mads deltog. Under besøget blev den høflige smalltalk knust, da Lise tilstod en længe ventet hemmelighed: Mads var ikke Grys biologiske far. Afsløringen af, at Gry var resultatet af en affære, fik hende til at vakle og tvang hende til at indse, at den mand, der havde opdraget hende, slet ingen genetisk forbindelse havde til hende.
Sandheden bag Mads’ beslutning var endnu dybere end selve hemmeligheden. Han forklarede, at han trods smerten over affæren valgte at være hendes far i det øjeblik, han holdt Gry i sine arme på hospitalet. Han underskrev fødselsattesten og forpligtede sig til at opdrage hende som sin egen. Han indrømmede, at han havde skjult sandheden, fordi han frygtede, at Gry ville holde op med at se ham som sin «rigtige» far, og han afslørede, at han aktivt havde holdt den biologiske far – en mand plaget af kaos og ustabilitet – ude af Grys liv for at beskytte hende mod hans dysfunktionalitet.
Lises sidste ønske var en bøn til Gry om ikke at lade sandheden ødelægge båndet til Mads, og ikke at lede efter sin biologiske far, som hun beskrev som en mand, der aldrig fik styr på sit liv. Gry, der udviste en bemærkelsesværdig modenhed, bearbejdede bedraget med en blanding af vrede og taknemmelighed. Hun lovede ikke at opsøge sine biologiske rødder foreløbig og forbeholdt sig retten til at træffe den beslutning på sine egne præmisser i fremtiden. Hun gjorde det helt klart for Mads, at selvom hun var såret over løgnene, var hun dybt taknemmelig for, at han var blevet og havde været ankeret i hendes liv.
To dage efter mødet gik Lise bort, og Gry deltog som en stille observatør i begravelsen for et liv, hun aldrig rigtig havde været en del af. Da Mads på køreturen hjem tilbød at fortælle hende navnet på den biologiske far, takkede Gry nej; hun valgte i stedet at fokusere på den mand, der havde givet hende en barndom, fremfor en fremmed, der blot havde leveret hendes DNA. Hun indså, at familie ikke defineres af blod, men af den person, der blev ved hendes side gennem nætter med feber og dårlige vittigheder, hvilket beviste, at Mads var hendes sande far og altid ville være det.