Min kone og jeg havde forsøgt at få børn i årevis, og da vi endelig blev gravide, mistede vi barnet sent i forløbet. Hanne holdt op med at smile, holdt op med at leve, og sorgen forvandlede hende til en skygge af sig selv. Desperat efter at se hende le igen, fandt jeg mig selv en aften siddende alene i en tom kirke, mens jeg hviskede en simpel bøn: ”Gud, giv min kone glæden tilbage.” Jeg bad ikke om et barn, kun om at hendes grin og lys ville vende tilbage til vores hjem.
Da jeg gik gennem de kolde gader på vej hjem, hørte jeg en baby græde fra en gyde bag et møntvaskeri. Først troede jeg, det var min fantasi, der spillede mig et puds, plaget som jeg var af vores eget tab. Men så så jeg hende – en teenagepige, rædselsslagen og rystende, som holdt en nyfødt i sine arme. Hun hed Karoline. Hun forklarede, at hun var blevet smidt ud hjemmefra, da hendes far opdagede graviditeten, og fyren, der havde lovet at blive, var forsvundet. På trods af sin frygt var hun fast besluttet på at holde sin baby, lille Mads, i live på egen hånd.
Jeg vidste, at jeg ikke kunne efterlade dem der. Forsigtigt overtalte jeg Karoline til at tage med hjem for blot en enkelt nat, til en varm seng og mad. På køreturen hjem blev jeg ramt af frygt, da jeg kendte Hannes skrøbelige tilstand. Da vi trådte ind, stivnede Hanne ved synet af Karoline og Mads; hendes sorg og smerte stod malet i hendes ansigt. Men den nat skete der et skifte i hende – hun gik i køkkenet, fandt håndklæder, varmt vand og en tryg plads til Mads frem og trådte ind i en rolle, hun ikke vidste, hun kunne udfylde.
De efterfølgende dage var forsigtige, men fyldt med små mirakler. Hanne begyndte at le igen, lokket frem af Mads’ små smil og lyde. Karoline, der var påpasselig og sårbar, begyndte at stole på vores hus som et trygt sted. Da Karolines far senere dukkede op og forsøgte at tvinge sin datter med hjem, stod Hanne og jeg fast. Vi dokumenterede truslerne, søgte juridisk hjælp og sørgede for, at Karoline og Mads var beskyttede. Det var ikke nemt, men hjemmet, der før føltes tomt og ødelagt, begyndte langsomt at blive levende igen.
Vi erstattede aldrig det barn, vi mistede, og nogle dage kommer sorgen stadig uindbudt på besøg. Men vores familie voksede på en måde, jeg aldrig havde forventet, bygget ikke kun af blod, men af kærlighed, mod og omsorg. Karoline færdiggjorde skolen, Mads trivedes, og Hannes latter vendte tilbage – rå og smuk. Jeg havde bedt om glæde, og selvom den kom i en form, jeg aldrig havde forestillet mig, så kom den. Nogle gange fødes familier, nogle gange bygges de, og nogle gange findes de på de mest uventede steder. På den måde blev vi hele igen.