Manden løj for sin kone og tog på ferie med sin elskerinde uden at ane, at hans hustru for længst kendte til hans affærer. Han havde ikke regnet med et modtræk af den kaliber.
Mads havde i ugevis levet i en tilstand af stille forventning. Han planlagde minutiøst sin hemmelige tur med sin unge elskerinde: valgte en solrig destination sydpå, bookede et romantisk resort for to og gemte rejsedokumenterne i bilen, dybt nede under en stabel sagsakter. Til sin kone forberedte han et falsk brev om en påstået forretningsrejse.
Om aftenen kom han hjem og lod som om, han var helt udmattet.
Sofie havde længe haft sine anelser. Hendes mavefornemmelse fortalte hende igen og igen, at det ikke var arbejdet, der optog ham, men en anden kvinde. Hun havde bare ingen beviser haft – før denne aften.
Midt om natten, efter at Mads var faldet i søvn, listede hun ud i garagen. Med lyset fra sin mobil gennemsøgte hun bilen. Det tog ikke engang et minut, før hun fandt det, hun ledte efter: omhyggeligt foldede billetter til to personer – og elskerindens navn stod tydeligt som den anden passager.
Sofie tøvede et øjeblik, som om hun var frosset fast. Så åndede hun roligt og langsomt ud. Hun gik tilbage i huset og sad længe alene i køkkenet uden at sige et ord.
Hun kunne have skreget. Hun kunne have smidt hans tøj ud på gaden eller ringet til elskerinden. Men hun besluttede sig for noget andet. Da det blev morgen, havde hun en plan, som ville overrumple Mads fuldstændigt.
Hun fandt en pose mel frem, delte noget af det op i flere små, gennemsigtige lynlåsposer og lukkede dem omhyggeligt. Pakkerne så mistænkelige ud – lige præcis nok til at vække opsigt, men ellers helt harmløse. Disse poser gemte hun dybt nede mellem Mads’ ting i kufferten.
På afrejsedagen var Mads i strålende humør. Ved siden af ham gik hans elskerinde, fuldstændig afslappet. Ingen af dem anede uråd.
Men da kufferten rullede gennem kontrollen, lød der pludselig en alarm. Sikkerhedsfolkene udvekslede blikke og nærmede sig Mads. En medarbejder bad ham høfligt om at gå med ind i et separat lokale.
Elskerinden blev nervøs.
»Hvad skal det betyde?« spurgte hun forskrækket.
»Bare en rutinekontrol,« svarede en af betjentene roligt.
Mads fulgte selvsikkert med. Han var overbevist om, at der kun lå badebukser, t-shirts og sandaler i hans kuffert. Men da kufferten blev åbnet, og en sikkerhedsvagt trak adskillige små poser med hvidt pulver frem, mærkede Mads, hvordan hans hals snørede sig sammen.
»Hvad er det her?« spurgte betjenten skarpt.
»Jeg… jeg har ingen anelse!« stamme Mads.
Der fulgte mange timer med afhøringer. De stillede de samme spørgsmål igen og igen. De tjekkede papirer, kontaktede eksperter og gennemsøgte hver en krog af hans bagage. Hans elskerinde ringede uafbrudt til ham, så blev opkaldene færre, og til sidst holdt hun helt op og fløj afsted alene.
Efter mange pinefulde timer kom en ekspert ind i lokalet.
»Vi har testet pulveret. Det er… helt almindeligt mel.«
Betjentene så på hinanden, denne gang med irriterede blikke.
»De kan gå nu, hr. Men Deres fly er i mellemtiden lettet.«
Mads forlod lokalet med kufferten i hånden. Han forsøgte at få fat i elskerinden, men hun reagerede ikke længere. Vejen hjem føltes uendelig lang.
Da han åbnede hoveddøren, føltes det som om, hans hjerte faldt ned i et dybt hul. Huset var tomt. Sofie havde taget børnene og var gået.