Alberte havde altid troet på, at det er kærlighed, der skaber en familie. Da hendes søster, Rebekka, og hendes mand, Jesper, kæmpede med barnløshed, gjorde det ondt helt ind i Albertes hjerte. Så da de spurgte hende, om hun ville være rugemor og bære et barn, der biologisk ville være deres, sagde hun ja uden tøven. Hendes mand, Lukas, støttede hende fuldt ud, velvidende at dette var en gave, der rakte langt ud over biologien.
Graviditeten var fyldt med håb og glæde. Rebekka var med til alle undersøgelser, malede børneværelset, og selv Albertes fire sønner skændtes om, hvem der ville blive babyens yndlingsfætter. Hvert spark og hver milepæl fik drømmen til at føles virkelighedsnær – lige indtil fødslen ødelagde alle Albertes forventninger.
Rebekka og Jesper ankom til hospitalet to timer efter, at Alberte havde født. I det øjeblik, de så babyen, stivnede deres ansigter. «DET ER IKKE DEN BABY, VI FORVENTEDE. VI VIL IKKE HAVE DEN!» skreg Rebekka. Ordene skar gennem Albertes hjerte som en kniv. Jesper tilføjede: «Vi ville have en dreng. Vi har brug for en søn.» Kærligheden var tilsyneladende pludselig blevet betinget, og Alberte var ved at gå i stykker af vantro.
Men mens babyen, lille Karla, sov i hendes arme, vidste Alberte præcis, hvad hun skulle gøre. Hun nægtede at lade fordomme diktere barnets værdi. Rebekka og Jesper blev sendt ud, indtil de kunne se deres egne holdninger i øjnene, og Alberte besluttede i stilhed, at hun selv ville adoptere Karla, hvis hendes søster ikke kunne se hendes værd. Hendes hjerte havde plads nok til endnu et barn, endnu et liv, hun kunne beskytte og elske.
Nogle dage senere vendte Rebekka tilbage – forandret, fuld af anger og klar til at lære, hvordan man er den mor, hendes datter fortjener. Sammen, og under Albertes vejledning, begyndte de at genopbygge tilliden og familien. Karla, den lille pige, der engang var blevet afvist på grund af det «forkerte» køn, blev den gnist, der viste alle, at familie ikke handler om at indfri forventninger – men om betingelsesløs kærlighed.