Johanne havde troet, at hendes liv med Mikkel var stabilt. Efter næsten ni år sammen, hvor de havde opbygget et hjem og forberedt sig på deres første barn, troede hun, at den sværeste del – graviditeten – var overstået. Men i 35. uge dukkede manden, hun elskede, op på hendes hospitalsstue med tårer i øjnene og en bøn, der knuste hendes verden: Han krævede en DNA-test, før barnet overhovedet var født.
I måneder havde Johanne udholdt fertilitetsbehandlinger, søvnløse nætter og følelsesmæssige rutsjebaneture, altid i troen på, at Mikkel var hendes partner i ét og alt. Men i det øjeblik føltes hans tvivl som det ultimative svigt. Manden, der engang holdt hendes hånd, når hun græd, og fejrede hvert lille fremskridt, beskyldte hende nu for utroskab. Hans ord ramte dybt og efterlod Johanne knust og rasende.
Hun traf en beslutning. Hun ringede til sin søster, Sara, pakkede sin hospitalstaske og forlod Mikkel. Hun efterlod en seddel sammen med sin vielsesring og en klar besked: Hun ville skilles. Beskyttelsen af sig selv og sin ufødte datter, Liva, kom nu i første række. For første gang i måneder følte hun sig tryg i sin søsters arme.
Da Liva blev født, holdt Johanne hende tæt og beundrede hendes perfekte lille ansigt. Og så vendte Mikkel tilbage – ydmyg, angrende og parat til at bevise sin tillid igen. Han bad ikke om tilgivelse med ord, men viste det gennem handling: Han blev ved Johannes side, passede Liva og genopbyggede langsomt og tålmodigt den tillid, han havde knust.
Tre måneder senere begyndte Johanne og Mikkel at bo sammen igen – ikke for at fortsætte, hvor de slap, men for at starte helt forfra. Stormen havde blæst alt det svage væk og efterladt noget stærkere: En kærlighed, der kan overleve de mørkeste stunder, bygget på ydmyghed, tilgivelse og urokkelig dedikation. De fortsatte med at kæmpe for hinanden – og de valgte stadig kærligheden.