Claras ægteskab med Mads ændrede sig hurtigt fra et ligeværdigt partnerskab til et hierarki, hvor hans mor, Kirsten, tronede øverst. Mads prioriterede ethvert ønske fra sin mor, lod Clara sidde alene tilbage ved mærkedage og tillod Kirsten at diktere deres liv. Da Claras mormor gik bort, efterlod hun hende 150.000 kroner, som Clara brugte på at købe en bil. Mads overbeviste hende om købet med et løfte om at være hendes faste chauffør, men han forvandlede øjeblikkeligt køretøjet til en privat taxa for Kirsten. Dette tvang Clara ud i en udmattende pendlertur med bus og tog, mens hendes egen investering blev brugt til at køre svigermoren til bridge og sociale aftaler.
Ydmygelsen nåede sit højdepunkt under en fælles udflugt, da Mads fysisk blokerede Claras adgang til passagersædet og erklærede, at Kirsten fortjente forsædet, da hun var «nummer ét» i hans liv. I stedet for at eksplodere i vrede, valgte Clara en kold og kalkuleret strategi. Hun indså, at hun ved at give afkald på kørslen også havde opgivet sin personlige frihed og selvstændighed. Hun begyndte i al hemmelighed at tage kørelektioner hos en kørelærer ved navn Michael og genvandt dermed den handlekraft, hun havde mistet gennem årevis med følelsesmæssig undertrykkelse.
I tre måneder levede Clara et dobbeltliv, hvor hun perfektionerede motorvejskørsel og parallelparkering, uden at Mads anede uråd. Denne fase handlede ikke kun om at lære at betjene en bil; det var en psykologisk genopbygning, der gjorde det muligt for Clara at løsrive sit selvværd fra Mads’ anerkendelse. På hendes fødselsdag opstod den perfekte mulighed for hendes «exit-strategi». Da de gjorde sig klar til at tage afsted til en middag, som Kirsten havde valgt, lokkede Clara både Mads og Kirsten ud i garagen for at lede efter en «overraskelse» i en hvid kasse.
I den hvide kasse lå de underskrevne skilsmissepapirer – et sidste vidnesbyrd om, at hendes tålmodighed var slut. Mens de to var distraherede, greb Clara nøglerne, gled ind på førersædet i sin egen bil og kørte væk. Hun ignorerede de paniske opkald og beskeder og sendte blot en enkelt meddelelse, hvor hun henviste Mads til sin advokat. I det efterfølgende retsopgør lykkedes det hende at beholde bilen som særeje, da den var købt for hendes arv, og hun forhindrede dermed Mads i at kræve mormorens gave som fælleseje.
I dag er Clara den eneste navigatør i sit eget liv. Hun bruger sin bil til at besøge sin mormors grav og køre til havet, mens hun nyder en form for uafhængighed, hun før havde troet var umulig. Ved permanent at overlade Kirsten forsædet i Mads’ liv, skabte Clara det frirum, hun selv havde brug for. Hun beviste, at så snart man holder op med blot at være passager i sin egen eksistens, finder man sig aldrig mere i en birolle.