Min mor havde knap nok været død i en måned, da min stedfar, Poul, fortalte mig, at han ville gifte sig med hendes bedste veninde, Lene. Jeg stivnede, ude af stand til at begribe det. Mor var lige død, og nu planlagde de et liv sammen, mens mindet om hende stadig hang i hvert eneste hjørne af huset – koppen, hun brugte hver morgen, hendes hæklede tæppe, den svage duft af hendes rosmarinolie. Forræderiet føltes som et skarpt snit, men det egentlige chok kom senere, da jeg opdagede alt det, de havde holdt skjult for mig, mens hun levede.
De blev gift blot 32 dage efter mors død og delte perfekt redigerede bryllupsbilleder på nettet, hvor pæoner lå spredt overalt, og hashtags fejrede «nye begyndelser». Så lagde jeg mærke til noget: Mors guldkæde, som hun en dag havde lovet mig, var væk. Da jeg ringede til Poul, var hans forklaringer tynde og afvisende – de havde solgt den for at finansiere deres bryllupsrejse. Min vrede kogte over, og da jeg konfrotenterede Lene i supermarkedet, skar hendes henkastede latter og kolde afvisning endnu dybere. De mennesker, jeg havde stolet på, og som havde lovet at passe på min mor, havde forrådt hende på en måde, jeg aldrig kunne have forestillet mig.
En gammel ven af familien, Sara, afslørede lavmælt den sandhed, jeg havde frygtet. Poul og Lene havde allerede været sammen, før mor døde. De mødtes i hemmelighed, lo af rejser og planlagde deres fremtid, mens mor lå i smerter og troede, at hun havde trofaste støtter ved sin side. Da jeg hørte det, forvandlede min sorg sig til målrettet vrede. Jeg lod ikke min harme få frit løb offentligt; i stedet tog jeg kontrol over situationen og satte mig for at afsløre deres bedrag.
Med den ekstranøgle, som mor havde efterladt til mig, gik jeg ind i deres hus og kopierede e-mails, sms’er, billeder og økonomiske dokumenter – beviser på deres affære og tyveriet af mors kæde. Da jeg konfronterede dem med det hele, brød deres omhyggeligt konstruerede historie sammen. Pouls arbejde blev undersøgt, kæden blev leveret tilbage, og Lenes omgangskreds vendte hende ryggen. De havde ikke kun mistet penge og rygte, men også den falske fortælling om, at de var gode mennesker. Jeg følte mig ikke som en vinder – jeg følte en udmattet følelse af retfærdighed og vidste, at jeg havde holdt mit løfte til mor.
Nu ligger kæden i mit smykkeskrin. Sommetider tager jeg den frem og minder mig selv om dengang, min mor viste mig den og lod mig prøve noget, der var alt for kostbart til små barnehænder. En dag havde hun sagt: ”Den her bliver din.” Nu er den min, og hver gang jeg bærer den, husker jeg på, at kærlighed ikke ophører, når nogen dør – og at det er det hele værd at beskytte mindet om dem, vi elsker.