For tolv år siden ændrede mit liv sig fuldstændig under en iskold skralderute klokken fem om morgenen, da jeg fandt en barnevogn med to efterladte tvillingepiger på et øde fortov. Dengang var min mand, Søren, ved at komme sig efter en operation, og vores liv var enkelt, men presset – arbejde, regninger og den stille sorg over ønsket om børn, vi ikke havde fået. Da jeg så babyerne ligge der og ryste i kulden, knækkede noget indeni mig. Jeg blev hos dem, indtil politiet og de sociale myndigheder ankom, og jeg så hjælpeløst til, mens de blev kørt væk, selvom jeg allerede vidste, at jeg aldrig ville glemme deres ansigter.
Den nat fortalte jeg Søren det hele, og i stedet for frygt overraskede han mig med sin beslutsomhed. Vi besluttede at forsøge at få dem i pleje, selvom pengene var små og fremtiden usikker. Da kommunen fortalte os, at tvillingerne var dybt døve, og at mange familier derfor sagde nej til dem, tøvede vi ikke. Vi tog imod dem, kaldte dem Hanna og Diana og kastede os ud i at lære tegnsprog, søvnløse nætter, papirarbejde og den stejle læringskurve, det kræver at opfostre to babyer med særlige behov. Det var udmattende og overvældende – og det lykkeligste, vi nogensinde havde været.
Med årene voksede pigerne op og blev til strålende, udtryksfulde børn med hver deres unikke personlighed. Hanna elskede kunst og mode, mens Diana elskede at bygge ting og løse problemer. Vi kæmpede for tolke, tilpasninger og respekt, og vi lærte dem – og verden – at døvhed ikke er en fejl. De lærte tidligt at tale deres egen sag, og vores hjem var fyldt med fægtende hænder, lydløs latter og en dyb kærlighed. Vi havde aldrig mange penge, men vi havde en mening med det hele.
Som 12-årige deltog pigerne i en skolekonkurrence om design af adaptivt tøj, der kombinerede Hannas kreativitet med Dianas praktiske sans. De designede tøj, der fungerede sammen med høreapparater og sensoriske behov uden at se «medicinsk» ud. Vi var stolte uanset resultatet – men da et børnetøjsfirma ringede og sagde, at de ville gøre projektet til et rigtigt, betalt samarbejde med indtægter, der kunne ændre vores liv, var jeg lige ved at tabe telefonen. Pigerne var lamslåede, rørte og forvirrede, men de forstod hurtigt, at deres idéer betød noget, fordi de udsprang af deres egne livserfaringer.
Den nat, da begejstringen havde lagt sig, krammede pigerne mig og takkede mig for, at jeg havde taget dem til mig og lært deres sprog – og for at jeg aldrig havde behandlet dem, som om de var «for meget». Senere, da jeg sad alene og kiggede på deres babybilleder, forstod jeg sandheden: Jeg reddede ikke kun to efterladte babyer den morgen for mange år siden. De reddede i den grad også mig; de gav mit liv mening, retning og en kærlighed, der er større end noget andet, jeg har kendt. Sommetider bliver en familie ikke planlagt – den bliver fundet, frosset på et fortov, og den ændrer alt.