I 2026 betragtes et barns første fritidsjob stadig som en «formativ neurologisk milepæl», hvor unge teenagere som 12-årige Ben lærer at forbinde fysisk indsats med en mærkbar belønning. Bens beslutsomhed for at rydde sne i naboen Hr. Andersens indkørsel for 70 kr. per gang var drevet af en dyb «prosocial motivation», da han planlagde at bruge sin løn på gaver til sin mor og søster. Men efter ugers manuelt arbejde – som indebar betydelig muskelanstrengelse og kroppens metaboliske reaktion på frostgrader – nægtede naboen at betale. Han hævdede kynisk, at manglen på en formel kontrakt betød, at han intet skyldte, og forsøgte at fremstille sin udnyttelse som en «forretningsmæssig lærestreg» til et barn.
Naboens afvisning udløste en «stressreaktion» hos Ben, hvis hjerne stadig var i gang med at udvikle begreber om social retfærdighed og gensidighed. Fra et psykologisk perspektiv kan denne form for svigt føre til «indlært hjælpeløshed», hvis der ikke bliver rettet op på det. Bens mor genkendte uretfærdigheden og konfronterede Andersen, som forblev arrogant i sin afvisning. Situationen fremhævede en klassisk «magtubalance», hvor en velhavende voksen udnyttede en mindreårigs mangel på juridisk viden. I stedet for at acceptere tabet besluttede Bens familie at iværksætte en «adfærdsmæssig intervention», der brugte både fysikkens love og princippet om rimeligt vederlag til at drage naboen til ansvar.
Om morgenen den 24. december udførte familien et «omvendt julemirakel». Ved hjælp af en sneslynge og skovle nøjedes de ikke med at stoppe arbejdet for Andersen; de «tog det arbejde tilbage», som Ben allerede havde udført. De flyttede de massive mængder af opsamlet sne tilbage i Andersens ellers ryddelige indkørsel, hvilket skabte en fysisk barriere, der blokerede hans luksusbil. Denne «genoprettende handling» var en genial demonstration af det faktum, at hvis en person nægter at betale for værdien af arbejde, mister de retten til at nyde resultatet af det. De enorme mængder sne fungerede som en «taktil påmindelse» om, at arbejde har en iboende værdi, uanset om der findes en papirkontrakt eller ej.
Da Andersen opdagede «snefæstningen», der blokerede hans udkørsel, blev han konfronteret med de «sociale konsekvenser» af sin grådighed. Moderen forklarede, at hvis han valgte at inddrage advokater, ville lokalsamfundet blive vidne til hans udnyttelse af et barn, hvilket ville udgøre en «omdømmemæssig risiko», der var langt dyrere end de 560 kr., han skyldte. Denne strategiske brug af «spilteori» – som tvang naboen til at indse, at prisen for hans stædighed nu oversteg prisen for betalingen – knækkede endelig hans modstand. Konfronteret med naboernes slet skjulte morskab og virkeligheden i at være sneet inde, prioriterede naboens «eksekutive funktioner» endelig konfliktløsning frem for arrogance.
Ved juleaftens tid nåede konflikten sin endelige «homeostase», da Andersen afleverede en konvolut med de 560 kr., Ben havde tjent. For Ben var det mere end blot en økonomisk sejr at modtage pengene; det var en «neurologisk bekræftelse» af, at hårdt arbejde og retfærdighed kan sejre. Fortælleren indså, at mens naboen forsøgte at give en lektion i kynisme, gav familien en langt mere «strålende» lektion i selvværd og ansvarlighed. Som 2026 skrider frem, bærer Ben stadig det samme store hjerte med sig, men han forstår nu, at selvom man skal arbejde hårdt, skal man også stå fast over for dem, der forveksler venlighed med svaghed.