Da jeg var tæt på at dø af en nyreinfektion, troede jeg, at det værste var at skulle efterlade mine børn fra en hospitalsseng. Jeg tog fejl. Det sande mareridt begyndte tre dage senere – da kommunen bankede på min dør.
Jeg er Liv, 29 år og enlig mor til to. Min søn Noah er fem, og min datter Ida var kun tre måneder gammel, da det hele faldt fra hinanden. Deres far var allerede skredet, og før det havde jeg brugt min graviditet på at pleje min døende far, mens min storesøster Helene levede et bekymringsfrit liv fyldt med shoppingture og fester. Da far døde, efterlod han næsten alt – ikke til os to, men til Noah i en fond til hans fremtid. Jeg troede, at Helene ville forstå det. I stedet sagde hun koldt: ”Det må vi jo se på.”
Uger senere sagde min krop stop. Jeg kollapsede derhjemme, septisk og knap nok ved bevidsthed. Jeg ringede til Helene efter hjælp. Hun kom – kiggede vurderende på min rodede lejlighed, sukkede dramatisk – og så til, mens jeg blev kørt på hospitalet. Mens jeg kæmpede for mit liv, kæmpede hun for noget helt andet.
Morgenen efter jeg var kommet hjem, stod sagsbehandlerne fra kommunen foran døren – med anklager om snavs, omsorgssvigt og usikre boligforhold. Intet af det passede. Jeg havde været på hospitalet. Sagsbehandleren indså det med det samme – men skaden var sket. Min søster skrev efterfølgende endda en hånlig besked til mig. Det var dér, jeg tjekkede mit overvågningskamera.
Det, jeg så, får stadig mine hænder til at ryste i dag.
Helene var brudt ind i min lejlighed om natten, havde spredt affald i køkkenet, tømt rådden mad ud over køkkenbordet, smurt snavs på væggene – og fotograferet det hele. Derefter ryddede hun op og gik. Hendes plan var enkel og grusom: at få mine børn fjernet, få forældremyndigheden over Noah og dermed kontrollere hans fond.
I telefonen indrømmede hun det skamløst.
Jeg sendte optagelserne til kommunen og min advokat. Inden for få dage vendte undersøgelsen 180 grader. Helene blev tiltalt for falsk anklage, husfredskrænkelse og forsøg på svindel. Hun fik et polititilhold. Hendes liv faldt sammen – præcis lige så grundigt, som hun havde forsøgt at ødelægge mit.
Syv måneder senere er sagen afsluttet. Mine børn er i sikkerhed. Fonden er urørlig. Vi er flyttet til et roligt og venligere sted. Nogle nætter kan jeg stadig høre banken på døren i min erindring – men så ser jeg mine børn, levende og grinende, og husker sandheden:
Jeg overlevede min søster.
Og hun vandt ikke.