Før min ulykke var det mig, der holdt sammen på vores ægteskab. Jeg betalte størstedelen af regningerne, organiserede vores liv og støttede min mand, Morten, gennem hvert eneste jobskifte og hver en usikkerhed uden nogensinde at føre regnskab. Efter ti år sammen troede jeg på, at ægteskab betød teamwork – at kærligheden i sidste ende ville udligne alt. Men så efterlod en bilulykke mig midlertidigt i kørestol, og jeg opdagede, hvor betinget hans kærlighed i virkeligheden var.
Selvom lægerne forsikrede mig om, at jeg ville komme til at gå igen efter måneders genoptræning, havde jeg brug for hjælp derhjemme. Men i stedet for at træde til som min partner, blev Morten fjern og bitter. En uge efter jeg var kommet hjem, sagde han det direkte: Jeg blev nødt til at betale ham, hvis jeg ville have ham til at blive og passe mig – 7.000 kroner om ugen. «Jeg er ikke din sygeplejerske,» sagde han koldt. Skræmt, sårbar og ude af stand til at klare mig selv, sagde jeg ja. Hver fredag overførte jeg pengene. Til gengæld fik jeg kulde, forsømmelse og skyldfølelse over overhovedet at have brug for hjælp.
Mens jeg betalte ham for at blive, brugte han pengene på at være mig utro – med min egen veninde. Jeg fandt beskederne ved et tilfælde: grusomme jokes om at være «passer for en krøbling», screenshots af mine bankoverførsler og ferieplaner finansieret af min lidelse. Noget indeni mig knækkede ikke – det blev tværtimod til is. Jeg ringede til min søster, Sofie, som greb ind med det samme. Hun hjalp mig med at indsamle beviser og støttede mig, mens vi i al hemmelighed forberedte min exit.
I ugevis spillede jeg rollen som den taknemmelige hustru. Jeg betalte til tiden. Jeg roste ham. Jeg lod ham tro, at han var ved at vinde. Så, en fredag morgen, gav jeg ham en «bonus» – en æske med skilsmissepapirer, fotos af hans affære og udskrifter af hans beskeder. Han tiggede og bad. Han græd. Han lovede at ændre sig. Men det var for sent. Han havde sat et prisskilt på sin kærlighed til mig, og dermed var alt udraderet.
Min søster Sofie flyttede ind hos mig og passede mig med tålmodighed, humor og ægte kærlighed – helt uden regning. Hun fejrede hver eneste lille sejr, hvert eneste skridt fremad. Flere måneder senere, da jeg gik gennem min stue med kun en enkelt stok, forstod jeg endelig sandheden: Kærlighed viser sig ikke kun, når alt er let. Hvis nogen kun bliver, så længe man er bekvem, underholdende eller profitabel, så har de aldrig elsket dig – de har elsket fordelene.