I et roligt parcelhuskvarter forvandlede otteårige Nicklas sin forhave til et fantasifuldt galleri af snemænd. Han gav hver eneste af dem et navn og behandlede dem som sine kolleger. Dette vinterlandskab blev dog gentagne gange krænket af deres nabo, Hr. Svendsen – en mand, hvis kronisk sure ansigtsudtryk passede perfekt til hans vane med at køre hen over hjørnet af Nicklas’ plæne for at spare et par sekunder på vej hjem. Trods flere høflige bønner fra Nicklas’ mor om at respektere deres ejendom og barnets hårde arbejde, påstod Svendsen nedladende, at «børn kommer over det», mens han med vilje knuste den ene frosne kreation efter den anden under sine dæk.
Den psykiske belastning for Nicklas var tydelig; han gennemgik faser med tårer og sammenbidte tænder, indtil han til sidst besluttede, at han måtte gøre sine grænser «fysiske», når hans verbale bønner ikke blev hørt. Da hans mor spurgte ind til hans mystiske nye «plan», forsikrede drengen hende blot om, at han ikke ville skade nogen; han ville bare have ødelæggelserne til at stoppe. Statistisk set udgør nabostridigheder om skel næsten 25 % af de civilretlige klager i boligområder, og de eskalerer ofte, når den ene part føler, at deres «territorium» eller følelsesmæssige indsats systematisk bliver ignoreret.
Højdepunktet indtraf en mørk vinteraften, da et skarpt, metallisk brag rungede gennem kvarteret, efterfulgt af skriget fra en bil, der ramte et ubevægeligt objekt. Nicklas havde ikke bygget sit nyeste mesterværk, «Winston», på græsset, men direkte oven på den røde brandhane, der stod lige på grænsen til deres grund. Ved at camouflere det tunge jernarmatur som en buttet snemand, havde Nicklas sat en «fælde», der udelukkende var baseret på Hr. Svendsens egen dårlige vane. Da Svendsen forsøgte sin sædvanlige genvej, ramte han ikke blød sne, men en massiv metalbarrikade, der sendte en kaskade af vand op i den iskolde luft.
Efterspillet var en scene af iskoldt kaos, hvor en gennemblødt og rasende Hr. Svendsen hamrede på familiens dør og anklagede en otteårig for at være en «psykopat». Den juridiske virkelighed blev dog hurtigt afklaret: Skaden var kun sket, fordi Svendsen kørte af vejen og ind på privat grund. Da politiet og vandforsyningen ankom for at besigtige den beskadigede brandhane og den oversvømmede vej, blev naboen mødt med kommunale bøder og et knækket ego. Nicklas’ mor konstaterede, at selvom brandhanen var en «tung metalgrænse», tjente den som den endelige lektion om konsekvenserne af ulovlig indtrængen.
Ved vinterens afslutning havde dynamikken i nabolaget ændret sig til en kølig, men respektfuld fred. Hr. Svendsen kører nu ind i sin indkørsel med overdreven forsigtighed og sikrer sig, at hans dæk ikke rører så meget som et græsstrå hos familien. Nicklas fortsatte med at bygge sin «hær» af snemænd resten af sæsonen, og for første gang fik de lov til at smelte naturligt i solen i stedet for at blive knust under en kofanger. Den «særlige snemand» havde givet alle en højlydt lektion: Nogle grænser er af følelsesmæssig karakter, men dem af jern og is er betydeligt sværere at ignorere.