Fortælleren Anja (35) og hendes mand, Nikolaj, et hårdtarbejdende par fra en forstad til Aarhus, havde sparet op i næsten et årti og bragt store ofre for at købe og renovere deres «drømmehus». De havde lagt både hjerteblod og knofedt i det toetagers hus og udført alt arbejdet selv – fra at lægge tæpper til at male vægge – for at skabe et hjem, der var helt deres eget. Denne hårdt tilkæmpede fred blev ødelagt, da Nikolajs søster, Nina, hendes mand, Rasmus, og deres søn, Tobias (11), kom på besøg. Besøget blev hurtigt anspændt; Nina og Rasmus var nedladende og krævende, og Tobias løb respektløst rundt i deres nye hjem.
Besøget nåede et kritisk punkt, da familien vendte hjem fra en tur i Djurs Sommerland. Da de åbnede hoveddøren, fandt de hele stuegulvet dækket af koldt vand. Det spritnye gulvtæppe var gennemblødt, flyttekasser stod under vand, og tapetet var begyndt at boble. Kilden til oversvømmelsen blev sporet til gæstetoilettet, hvor skyllet løb ukontrolleret på grund af en fastklemt skylleknap. I kummen fandt blikkenslageren senere en bevidst tilstopning: en stor klump modellervoks. Familien samledes, og da Anja roligt konfronterede Tobias, som var den sidste person på toilettet, benægtede han det straks og påstod, at han «bare havde tisset». Nina og Rasmus afviste skaden, antydede at husets «dårlige installationer» var skyld i det, og hånede idéen om at betale for skader, der var opstået, mens de var «gæster». Nina snappede: «I burde have bygget et bedre hus,» før hun og Rasmus stormede ud og efterlod Anja og Nikolaj med skader for tusindvis af kroner.
En uge senere blev det sande motiv afsløret, da Anjas 10-årige datter, Alba, kom bleg hjem fra skole. Alba tilstod, at Tobias i frikvarteret havde pralet med, at han havde oversvømmet deres hus med vilje. Han påstod, at hans mor, Nina, havde givet ham besked på det og sagt, at «det ville være sjovt» og ville «lære jer ikke at opføre jer som om, I er bedre end dem.» Med hamrende hjerte, fyldt med vrede og afsky, indså Anja, at skaden var en bevidst ondsindet handling, drevet af hendes svigerindes misundelse over deres hårde arbejde. Da hun vidste, at hun havde brug for uomtvistelige beviser, bad Anja Alba om forsigtigt at optage Tobias, hvis han pralede med hændelsen igen. Hun forsikrede hende om, at det ikke var for at få ham i problemer, men for at stoppe løgnene.
To dage senere lykkedes det for Alba, og hun rakte sin mor en telefon med en lydoptagelse af Tobias’ selvsikre tilståelse. På optagelsen pralede Tobias over for sine venner med at have proppet modellervoks i toilettet og trykket på knappen, mens han gentog: «Min mor sagde, jeg skulle gøre det… hun sagde, jeg skulle ødelægge det lidt.» Anja skrev straks et kort, roligt og klart brev til Nina. Brevet krævede den fulde dækning af skaderne, 150.000 kr., og advarede om, at hvis Nina fortsat nægtede at tage ansvar, ville Anja anlægge sag og indkalde optagelsen som bevis sammen med blikkenslagerens regning. Dette ville afsløre, at Nina havde tilskyndet en mindreårig til hærværk. Da Nina ringede, skreg hun trusler og fornærmelser, men Anja forblev urokkelig og nægtede at give sig.
Anja anlagde sagen næste morgen. I retten fremlagde de regningen fra blikkenslageren, billeder og kvitteringer for reparationer. Vendepunktet kom, da Anjas advokat afspillede optagelsen, hvilket gjorde retssalen fuldstændig tavs. Da dommeren venligt spurgte Tobias, hvad der var sket, tilstod den rystende dreng endelig: «Min mor sagde, jeg skulle gøre det… hun sagde, at moster Anja tror, hun er bedre end os.» Dommeren dømte fuldstændigt til fordel for Anja og pålagde Nina og Rasmus at betale de fulde 150.000 kr. plus sagsomkostninger. Uden for retsbygningen, da Nina hvæsede, at Anja havde vendt et barn mod sin familie, gav Anja det sidste svar: «Nej, det har du selv gjort. Jeg sørgede bare for, at han ikke behøvede at lyve for dig.» Parret brugte pengene til at få deres hjem fuldstændig sat i stand og genvandt den fred, de havde kæmpet så hårdt for.