Købet af vores første hus skulle have været en drøm for min mand, Christian, og jeg efter år med sparsommelighed og afsavn. Huset var ikke perfekt, men enhver fejl føltes værdifuld, fordi det var vores. Hver weekend brugte vi på at renovere det og faldt om aftenen udmattede i seng med maling på armene og ånde af billig pizza, mens vi lo af vores fejl. Vores store stolthed var stuen, hvor vi havde opsat et fint botanisk tapet, der glimtede blidt i lyset. Det var dyrt, sart og perfekt – en lille luksus, vi havde undt os selv. Da vi besluttede at holde en familiemiddag for at vise vores hårde arbejde frem, var jeg spændt på en måde, jeg ikke havde været i årevis.
Men aftenen tog en uventet drejning, da min svigerinde, Jannie, ankom med sine syvårige tvillinger. Jannie og jeg havde aldrig rigtig svinget sammen – hun er konkurrencemenneske og gør ofte alt til et spørgsmål om sig selv – men jeg prøvede at forblive høflig. Jeg indrettede et legehjørne i stuen, så drengene kunne være beskæftigede, i den tro, at de ikke ville lave ballade. Den tillid forsvandt i det øjeblik, jeg hørte mistænkelig fnisen fra stuen. Da jeg gik derind, stivnede jeg. Røde, blå og grønne cirkler fra tuscher dækkede vores spritnye tapet fra gulvet og op i hoftehøjde, og drengene så stolt op på mig, som om de havde skabt et kunstværk. Jannie kom ind, kastede et blik på skaden og lo. ”Drenge er drenge,” sagde hun med et skuldertræk og forklarede mig, at vi ”bare kunne lave væggen om”. Den ligegyldighed gjorde næsten lige så ondt som det ødelagte tapet i sig selv.
I den følgende uge kom sandheden frem. Da Jannie igen kom på besøg, hørte jeg tvillingerne hviske ophidset om, at de ville tegne på væggene igen, fordi ”mor siger, vi får LEGO, hvis vi laver endnu et mesterværk”. Jeg blev stående som forstenet i gangen, mens det gik op for mig – det her var ikke barnlig kådihed. Jannie havde opmuntret dem. Hun ville have kaos. Hun ville have os til at blive vrede. Forræderiet fik mig til at ryste, og den aften, efter at jeg havde fortalt Christian det hele, besluttede vi, at vi havde brug for beviser. Ved næste besøg gemte jeg min telefon i nærheden af børnenes bord og optog det hele. Da drengene gentog præcis det, jeg havde hørt før – at deres mor havde sagt, de skulle tegne på tapetet for at irritere mig – vidste jeg, at der ikke var nogen vej tilbage.
Nogle dage senere, ved en fælles familiemiddag, konfronterede jeg endelig Jannie. Med rystende hænder afspillede jeg optagelsen ved bordet. Hendes ansigt mistede al farve, da hendes sønners stemmer fyldte rummet og gentog de instruktioner, hun havde givet dem. Hun forsøgte at benægte alt, før hun eksploderede og rasede over, at vi havde et hus, mens hun boede til leje i et ”hul”, at vi burde have ”tilbudt hende at flytte ind hos os”, og at familie skal ”dele”. Der blev helt stille i rummet, mens det gik op for alle, at det ikke handlede om børn eller uheld – men om misundelse, som hun udlevede gennem sine egne børn. Hun stormede ud med tvillingerne og smækkede døren i, og for første gang så min svigerfamilie hendes opførsel, som den virkelig var.
Christian og jeg endte med at betale omkring 3.000 kroner for at få væggen lavet om, og vi valgte en enkel salviegrøn finish – vaskbar, holdbar og helt vores stil. Da vi malede stuen sammen, fik maling på tøjet og sang falsk til gamle playlister, forsvandt frustrationen endelig. Den nye væg føltes som en frisk start, og stuen fik sin ro tilbage. En uge senere lagde Jannie et billede op på nettet, hvor hendes drenge stolt viste deres nye LEGO-sæt frem – og bekræftede dermed utilsigtet alt, hvad hun havde gjort. Men der var vreden for længst væk. Vi havde fået vores hjem tilbage, sat vores grænser, og familien forstod nu sandheden uden at vi behøvede at forklare noget som helst. Nogle gange har man ikke brug for hævn – man trykker bare på optag, forbliver rolig og lader folk selv vise, hvem de virkelig er.