Efter mit nødkejsernit ved fødslen af vores tvillinger troede jeg, at min mand Mads ville være min partner i både min restitution og i forældreskabet. De første par dage virkede han støttende – han hentede vand til mig, holdt den ene baby, mens jeg ammede den anden, og mindede mig om at hvile mig. Men snart ændrede hans holdning sig. Han begyndte at kritisere huset, klage over beskidte gulve og kræve varme måltider, selvom jeg lige var ved at komme mig efter en stor maveoperation og passede to nyfødte døgnet rundt.
Hans ord gjorde ondt. «Du er hjemme hele dagen – hvad laver du egentlig?» spurgte han en morgen. Han så ikke de søvnløse nætter, den konstante amning, bleulykkerne eller de stikkende smerter i mit operationssår, hver gang jeg bevægede mig. I stedet forventede han, at huset så perfekt ud, og at aftensmaden stod klar, som om pasning af tvillinger var en ferie og ikke et udmattende fuldtidsjob.
En weekend besluttede jeg mig for at vise ham virkeligheden. Jeg planlagde en hel dag med aftaler til mig selv og overlod ansvaret for Emma og Emil til Mads, inklusiv en detaljeret tidsplan, sutteflasker, bleer und instruktioner. Knap var jeg taget afsted, før kaosset begyndte. Babyerne græd uafbrudt, flasker blev væltet, bleskift blev til katastrofer, og Mads indså hurtigt, at det var alt andet end nemt at stå med ansvaret for to nyfødte alene. Inden for få timer var han overvældet, udmattet og fuldstændig desillusioneret.
Da jeg kom tilbage den aften, fandt jeg ham på gulvet med beskidt tøj, uglet hår og røde øjne af stress. Han havde endelig forstået det. «Jeg havde ingen anelse om, at det var sådan her,» tilstod han. «Jeg ville ikke engang have klaret én dag. Én dag! Hvordan klarer du det hver eneste dag?» I det øjeblik ændrede dynamikken i vores ægteskab sig. Han begyndte at hjælpe til uden at jeg behøvede at bede om det – vaskede flasker, forberedte måltider og stod op midt om natten for at trøste babyerne.
Fra den dag af blev Mads en ægte partner. Han efterlod små sedler med opmuntrende ord, smøgede ærmerne op, når husarbejdet hobede sig op, og lærte at værdsætte det hårde, udmattende arbejde, som forældreskabet er. Vi voksede sammen som et team og indså, at det at opfostre en familie kræver gensidig støtte, forståelse og respekt. Nogle gange er folk nødt til selv at opleve indsatsen for virkelig at se, hvor meget arbejde der ligger bag kærligheden.