Efter fødslen af mit fjerde barn sov jeg næsten ikke og nåede kun lige akkurat at få lidt at spise mellem amning og bleskift. Det hele blev kun sværere af, at min svigermor Vibeke behandlede mit køkken som sin egen personlige buffet. Hun brasede uanmeldt ind i vores hus, drak den kaffe, jeg lige havde lavet, tog de rester, jeg havde gemt til mig selv, og påstod bagefter, at hun troede, det hele var «til fælles afbenyttelse». Min mand Henrik støttede mig aldrig. Hver gang jeg prøvede at forklare, at jeg var sulten og udmattet, trak han bare på skuldrene og mente, at jeg skulle «slappe lidt af».
Men situationen eskalerede, da jeg havde lavet fire hjemmelavede pizzaer – en til hvert barn, en til Henrik, en til mig selv og endda en til Vibeke, fordi hun havde sagt, hun kiggede forbi. Da jeg senere kom sulten nedenunder, opdagede jeg, at hun og Henrik havde spist hver eneste bid, selv den tallerken som min 13-årige søn ellers kærligt havde stillet til side til mig.
Jeg konfronterede dem, men de lod begge som om, jeg overdrev. Vibeke lo det væk og sagde, at hun ikke havde set nogen navne på æskerne. Henrik påstod, at det var en «ærlig fejl», og da Vibeke gik vredt ud efter min kritik, spurgte han mig, hvad der «dog var galt med mig». Hvad der var galt? Jeg var lige kommet hjem fra hospitalet, var sulten, udmattet og blev behandlet som en belastning i mit eget hjem, mens de to følte sig berettigede til at spise hvert eneste måltid, jeg tilberedte. Efter at have grædt i køkkenet omgivet af tomme pizzabakker, lovede jeg mig selv, at noget måtte ændre sig.
Næste morgen købte jeg neonfarvede mærkater og billige overvågningskameraer. Jeg forberedte måltider til hele ugen og skrev navne på hver eneste beholder, så tydeligt at man kunne læse det fra rummet. Børnenes beholdere var fyldte. Mine var fyldte. Henriks og Vibekes? Helt tomme. Så installerede jeg kameraer, der pegede mod køleskabet, og ventede.
Der gik ikke længe, før Vibeke dukkede op igen og gik ind uden at banke på. Da hun så de mærkede beholdere, blev hun rød i hovedet af raseri og beklagede sig højlydt over at blive behandlet som en «tyv». Så tog hun – præcis som forventet – beholderen med mit navn på og satte sig ned for at spise den. Hvad hun ikke vidste: Jeg havde tilsat mit eget mad et mildt afføringsmiddel – ikke farligt, men nok til at give hende en lærestreg – som hun nu havde stjålet.
Da jeg kom nedenunder og henkastet bemærkede, at hun spiste noget, hvorpå der tydeligt stod «BEATE«, viftede hun det bare væk. Men 45 minutter senere løb hun i panik mod toilettet. Da hun kom ud igen – bleg og rasende – beskyldte hun mig for at have forgiftet hende. Vibeke stormede ud, og da Henrik kom hjem, konfronterede han mig. Men jeg forklarede roligt: Jeg havde ikke forgiftet nogen. Hun stjal min mad, ignorerede advarsler og bar konsekvenserne af sine egne valg.
Endnu samme aften lagde jeg optagelserne fra overvågningen op – kun af Vibeke, der træder ind i huset, åbner køleskabet, ser mærkaterne, bliver sur og så bevidst tager beholderen med mit navn. Jeg tilføjede ikke noget drama, kun fakta og en kort bemærkning om grænser. Videoen spredte sig hurtigt, og folk begyndte at skrive til Vibeke, at hun havde overskredet en grænse. Pludselig gik hun op i den pinlighed, hun selv havde rodet sig ud i. Hun krævede en undskyldning fra mig, men jeg nægtede. Jeg havde ikke udstillet hende; hun havde udstillet sig selv ved gentagne gange at krænke mit privatliv og behandle mig respektløst.
For første gang havde Henrik ingen modargumenter. Jeg fortalte ham præcis, hvad jeg havde fundet mig i – hvordan jeg i månedsvis havde været sulten, mens han og hans mor behandlede mig som et irriterende element. Hvis Vibeke ikke havde stjålet min mad, var hun ikke blevet dårlig. Det var sandheden.
I de to uger siden da har alt ændret sig. Vibeke banker nu høfligt på, tager sine egne snacks med og har ikke rørt noget i mit køkken. Henrik har lært at lave simple måltider og forventer ikke længere, at jeg bærer hele husholdningen alene. Mine børn får deres mad, jeg får min, og mit køkken føles endelig som mit eget igen.
Hvad jeg har lært af det her, er, at nogle mennesker først lærer, når konsekvenserne bliver uundgåelige. Jeg har bedt pænt, forklaret og sat grænser. Intet virkede, før jeg forsvarede de grænser på en måde, de ikke kunne ignorere. Nogle gange betyder selvforsvar, at man må være beslutsom – måske endda lidt kreativ. Og helt ærligt? Efter alt det Vibeke har budt mig, føltes det som at vinde min forstand tilbage, da hun endelig respekterede mit hjem – også selvom det krævede et par ekstra toiletbesøg.