Mit navn er Sheila, og jeg er 63 år gammel. Jeg troede, at livet allerede havde givet mig rigeligt med overraskelser, men jeg tog fejl. Min søn Mads har været hele min verden, siden hans far døde for 15 år siden. Gennem hver kamp, hver sejr og hvert knust hjerte har vi været et team. Da Mads for seks måneder siden kom til mig med et nervøst smil og sagde, at han havde mødt en helt særlig person, blev jeg varm om hjertet.
«Mor, hun hedder Mille. Jeg tror, hun er den helt rigtige,» sagde han.
Da jeg endelig mødte Mille, virkede hun perfekt. Høflig, glad og hurtig til at rose min madlavning, og hun havde denne måde at stråle på, hver gang Mads trådte ind i rummet. Jeg tænkte: Det er hende. Kvinden, der vil gøre min søn lykkelig.
Tre måneder senere friede Mads. Hun sagde ja. Til deres forlovelsesfest græd jeg glædestårer. Men en aften stod Mads ved min dør og så ud, som om han bar hele verdens vægt på sine skuldre.
«Mor, kan vi tale sammen?»
Jeg lavede te, som jeg altid gjorde, når der var brug for alvorlige samtaler. Mads kunne knap se mig i øjnene.
«Hvad er der galt, skat?» spurgte jeg.
«Det handler om brylluppet,» indrømmede han endelig. «Mille har denne her vision… hun vil have, at det skal være perfekt og uforglemmeligt. Men vi har ikke pengene til det.»
Mit hjerte blødte for ham. «Hvor meget taler vi om?»
Mads sank spyttet. «Omkring… 600.000 kroner.»
Jeg tøvede ikke et sekund. «Jeg hjælper dig.»
«Mor, nej! Det kan jeg ikke bede dig om!»
«Du beder ikke. Jeg tilbyder det,» sagde jeg og tog hans hånd. «Det skulle have været til min pension, men hvad nytter penge, hvis jeg ikke kan se min søn lykkelig?»
Tårer fyldte hans øjne. «Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige.»
«Sig, at du får dit drømmebryllup. Mere har jeg ikke brug for.»
Mille var lykkelig, da hun hørte om pengene. «Sheila, oh my god! Mener du det seriøst? Tusind, tusind tak!» jublede hun. Jeg følte mig stolt. Det er præcis det, mødre gør – giver alt for deres børn.
De næste måneder var en hvirvelvind. Mille sendte uendelige opdateringer: billeder af blomsterarrangementer, skitser af en femetagers kage med bladguld og videoer af den funklende festsal. Jeg smilede til det hele, selvom priserne fik mig til at gipse. Det var det værd – Mads’ lykke var alt værd.
På bryllupsmorgenen klædte jeg mig omhyggeligt på i en støvblå kjole, som Mads altid sagde fremhævede mine øjne, sammen med min mors perler fra mit eget bryllup. Feststedet var bjergtagende: kaskader af hvide roser, krystallysekroner, borde dækket med silke og en strygekvartet, der spillede dæmpet. Jeg var klar til at fejre min søns store dag.
Så skete det. En mand i et ulasteligt sort jakkesæt kom hen til mig.
«Må jeg tale med dig et øjeblik?» sagde han med en neutralitet, der straks gjorde mig utilpas.
«Hvad er der galt?» spurgte jeg forvirret.
«Der er et problem med gæstelisten. Dit navn står her ikke. Bruden har bedt om, at du ikke bliver til festen.»
Jeg lo, overbevist om at det var en fejl. «Jeg er gommens mor!»
Hans ansigt forblev neutralt. «Det beklager jeg, frue. Hun var meget bestemt.»
Jeg stivnede. Musikken, latteren, det hele forsvandt. Jeg var lige blevet ydmyget.
Jeg så Mille stå og grine med sine brudepiger, som om intet var hændt. Jeg gik hen til hende. «Mille?»
Hendes smil vaklede ikke. «Sheila. Hvad sker der?»
«Koordinatoren siger, at jeg ikke står på gæstelisten. Hvorfor?»
Milles øjne blev kolde et øjeblik, før hun smilede igen. «Se dig omkring, Sheila. Ser du nogen, der minder om dig?»
Jeg var forvirret. «Jeg… jeg forstår ikke, hvad du mener.»
«Du er gammel. Du passer ikke ind blandt mine unge, smukke og livlige gæster. Selv min egen mor ser bedre ud end dig. Jeg vil ikke have, at du ødelægger mine billeder eller dæmper stemningen.»
Jeg kunne ikke trække vejret. «Jeg har betalt for dette bryllup!»
«Og det giver dig ikke ret til at sidde blandt mine venner,» sagde hun giftigt. «Du ville have, at Mads fik et perfekt bryllup? Mission fuldført. Men du hører ikke til her. Gå.»
Security fulgte mig ud. Jeg husker ikke, hvordan jeg kom ind i taxaen. Jeg græd mig i søvn den nat, stadig i min blå kjole og med min mors perler.
Næste morgen ringede Mads. «Mor! Hvordan har du det?»
Jeg var for chokeret til at svare. «Mads… det var ikke, fordi jeg var syg. Mille smed mig ud. Hun sagde, jeg var for gammel, for grim og for deprimerende til at være der. Hun ydmygede mig!»
Stilhed. Så knækkede hans stemme. «Hun gjorde HVAD?»
«Jeg sad der. Hun vinkede til koordinatoren. Jeg gik alene ud.»
Mads’ tone ændrede sig fuldstændigt. «Græd ikke. Bliv hængende. Jeg fikser det her.»
Minutter senere ringede han tilbage, rasende. «Mor, jeg har set overvågningsbillederne. Hun løj for mig. Hun fik dig smidt ud.»
Mille forsøgte at retfærdiggøre sig selv: «Jeg ville jo bare hjælpe hende…»
Mads råbte: «Lyg ikke for mig! Hun er din svigermor, og du har ydmyget hende! Det her ægteskab er slut. Jeg får det annulleret.»
Mille gik i panik. «Det kan du ikke gøre! Vi er lige blevet gift!»
«Jeg har aldrig været mere seriøs. Mor? Er du der?»
«Jeg er her,» hviskede jeg.
Han skyndte sig hjem og flyttede ind hos mig igen samme dag. Inden for en uge havde han indsendt anmodningen om annullering. Milles «perfekte bryllup» blev byens store skandale.
Uger senere sad Mads og jeg ved køkkenbordet. «Jeg elsker dig, mor. Jeg vil aldrig lade nogen behandle dig sådan igen.»
Fortrød jeg, at jeg gav ham min opsparing? Ikke et sekund. De penge finansierede ikke bare et bryllup – de bragte sandheden frem i lyset og reddede min søn fra en grusom kvinde. Jeg fik min søn tilbage, og det var mere værd end alle penge i verden.