Fortælleren, Nanna, og hendes søster, Sille, blev opfostret alene af deres mor, Mette, der arbejdede i to job for at løfte dem ud af fattigdom. Som den ældste var Nanna meget bevidst om de tidlige afsavn; hun huskede tydeligt, hvordan Mette ofte sprang måltider over for at mætte sine døtre. Denne oplevelse vakte en dyb respekt for opofrelse i Nanna. Sille derimod var for ung til at huske nød og voksede op sorgløs og egoistisk. Selv efter studietiden krævede hun jævnligt penge af Mette.
Denne forskel blev skæbnesvanger, da Mette ringede til Nanna og afslørede sin tragiske diagnose: en alvorlig hjertefejl, der med behandling kun gav hende et år tilbage – fremskyndet af årevis med stress og overarbejde. Nanna svor straks at dække alle lægeudgifter, men Mette bad hende holde nyheden hemmelig for Sille i første omgang, da hun vidste, at søsteren blot ville bede om flere penge.
En måned senere vendte Sille tilbage efter et brud med sin kæreste for at bede om penge og opdagede sygdommen. Sille konfronterede straks Nanna – ikke med sorg, men med en anklage: „Jeg vil ikke have, at du besøger mor.“ Sille var overbevist om, at Nanna kun var motiveret af arven, og erklærede, at hun ville flytte ind hos Mette for at være hendes eneste plejer: „Jeg lukker dig ikke ind.“ Nanna gennemskuede det som et selvisk forsøg på at sikre sig arven, men Silles blokade var effektiv. Sille brugte konstante undskyldninger for at forhindre Nanna i at komme på besøg. Til sidst arrangerede Nanna med Mettes hjælp et hemmeligt besøg, hvor hun chokeres over at høre, at Sille også havde løjet for deres mor: Sille havde påstået, at Nanna ikke kom på besøg, fordi Mette var „blevet en belastning“.
Trods Silles tilstedeværelse bekymrede Mette sig om sin økonomi og afslørede, at Sille brugte løs af hendes penge. Nanna kørte direkte til hospitalet og aftalte med overlæge Møller, at hun personligt ville overtage alle hospitalsregninger, hvilket befriede Mette for de økonomiske bekymringer. De høje omkostninger chokerede dog Nanna og fik hende til at undre sig over, hvor resten af Mettes opsparing forsvandt hen i lyset af Silles forbrug. Da Mettes tilstand forværredes, blev hun indlagt, hvilket endelig gav Nanna mulighed for at besøge hende frit. Sille, der nu åbenlyst foragtede Nanna, intensiverede sit nærvær på hospitalet for at „vinde mors opmærksomhed“. På gangen bekræftede Sille Nannas værste anelser ved at klage over, at der „også er andre udgifter“, og krævede støtte til sine egne leveomkostninger – noget Nanna kontant afviste.
Nogle dage senere gik Mette bort. Nanna skyndte sig til hospitalet, blot for at finde Sille og hendes advokat allerede på plads. Sille rakte koldt Nanna et testamente, der tildelte hele arven til hende selv, fordi hun havde „taget sig af mor“. Dybt rystet vendte Nanna ryggen til konfrontationen og gik hen til overlæge Møller, der udtrykte sin medfølelse. Han rakte derefter Nanna en konvolut, hvorpå der med Mettes håndskrift stod: „Til min sande datter“. Indeni fandt Nanna et nyere, gyldigt testamente, der efterlod alt til hende, inklusive en betydelig, ukendt bankkonto.
Vedhæftet testamentet var en lille seddel fra Mette: „Jeg sagde til dig, at jeg forstod det hele. Jeg kan kende forskel på sand omsorg og selviske motiver. Derfor efterlader jeg alt til dig, Nanna.“ Mette havde trods sit svigtende helbred været fuldt bevidst om Silles motiver og Nannas oprigtige godhed. I sin sidste handling beskyttede Mette Nanna og ærede hendes selvløse pleje ved at betro hende hele formuen. Nanna besluttede at ære sin mors minde ved at leve med samme kærlighed og styrke, trøstet af viden om, at hendes mor selv i døden havde anerkendt hende som sin „sande datter“.