To år før de centrale begivenheder mistede fortælleren, Christian, sit venstre ben i en vandreulykke. Hans helbredelse var en rystende kamp mod fysiske smerter og psykologisk ydmygelse, men han kæmpede sig tilbage og fik til sidst monteret en specialfremstillet kulfiberprotese til en værdi af 50.000 kroner. Dette avancerede udstyr var ikke bare grej; det var fundamentet for hans genvundne uafhængighed – det gav ham mulighed for at løbe, vandre og leve uden hele tiden at skulle forklare sig. Denne skrøbelige «anden chance» i livet gjorde det efterfølgende angreb fra hans kæreste mor, Linda, til et dybtgående overgreb på alt det, han møjsommeligt havde genopbygget.
Christian planlagde en «kun for mænd»-tur i autocamper, en fast tradition, hvilket hans kæreste Emilie tog ilde op ved at trække sig følelsesmæssigt og blive kold. Mens Christian overnattede hos Emilies mor, Linda, lod han sin benprotese stå ved siden af sengen. Næste morgen vågnede han og opdagede, at den manglede, og at Emilie var væk. Han fandt Linda nedenunder, som med en selvtilfreds tone affærdigede hans ben som en «lille gadget». Efter en desperat søgning fandt Christian sin dyre protese under en bunke rustne bildele i garagen, med en uoprettelig revne gennem kulfiberskallen. Lindas hensigt var klar: at sabotere hans rejse og tvinge ham til at blive.
Da Linda blev konfronteret, foregav hun uskyld, men retfærdiggjorde straks skaden ved at påstå, at Christian «lod dem i stikken», og spillede selv offeret. Hun affærdigede protesen som værende for skrøbelig og erklærede arrogant: «Du går jo fint med de krykker,» hvilket viste en total mangel på respekt for hans medicinske behov. Hun kaldte ligefrem hans afhængighed af protesen for «ynkelig». Christian indså, at hændelsen ikke handlede om rejsen, men om Lindas ønske om kontrol og hans ydmygelse. Tilbage på krykker var han berøvet sin uafhængighed og måtte aflyse turen. Da Emilie senere kom med en svag, indøvet undskyldning og påstod, at hendes mor bare ikke ville have, at hun følte sig «udenfor», besluttede Christian sig for at handle.
Christian optog Linda, der i sin selvfede arrogance villigt indrømmede den forsætlige skade: «Ja, jeg har gemt den. Ja, jeg har ødelagt den. Og jeg gør det gerne igen, hvis det betyder, at min datter ikke skal græde.» Med dette bevis kontaktede Christian straks en advokat og anlagde sag om hærværk og ondsindet beskadigelse af et medicinsk hjælpemiddel. Linda grinede først af retsbilagene, men sagen trak ikke ud. Inden for seks uger faldt dommen: Linda blev dømt til at betale de fulde 50.000 kroner i erstatning plus sagsomkostninger. Synet af hendes selvtilfredshed, der faldt fra hinanden ved domsafsigelsen, var dybt tilfredsstillende.
Efter at have vundet sagen, flyttede Christian ud. Emilie konfronterede ham og beskyldte ham for at have «ødelagt hendes liv» og taget hendes mors pensionsopsparing. Christian svarede beslutsomt, at Linda selv havde ødelagt sit liv gennem den ondsindede sabotage. Da han spurgte Emilie, hvorfor hun ikke havde forsvaret ham eller fordømt uretten, indrømmede hun, at hun var forblevet tavs af bekvemmelighed, fordi det var lettere end at konfrontere sin mor. Christian indså, at Emilie med sin tavshed havde valgt side. Han afsluttede forholdet, da han vidste, at «kærlighed uden respekt ikke er kærlighed.» Med sin nye, bedre protese tog Christian sit liv tilbage og valgte at stå oprejst på sine egne præmisser.