I årevis var vores hjem alt det, jeg som far havde drømt om – fyldt med latter, kreative projekter og familiær varme. Min datter, Sille, blomstrede i disse omgivelser; en rolig og kreativ 14-årig pige, der fordybede sig i tegning og musik. Men det ændrede sig, da min kones bror, Søren, flyttede ind med sine tvillingedøtre, Opsa og Alba, efter en svær skilsmisse. Hvad der var tænkt som en midlertidig løsning, forvandlede sig hurtigt til et mareridt, da pigerne begyndte at behandle Sille grusomt – de invaderede hendes værelse, ødelagde hendes ting og grinede af hendes ulykke.
Trods Silles tårevædede bønner afviste både Søren og min kone, Lene, hendes bekymringer. Søren påstod, at hans døtre bare forsøgte at „skabe et bånd“, og Lene holdt fast i, at Sille var overfølsom og forsøgte at udlægge situationen som normal søskendedynamik. At se, hvordan de lod som om, de var mønsterbørn foran Lene, mens de i smug plagede Sille, var til at blive rasende over. Det stod smerteligt klart, at ord alene ikke ville løse problemet – ord kunne fordrejes, benægtes eller ignoreres.
Fast besluttet på at beskytte min datter installerede jeg skjulte kameraer på hendes soveværelse, i gangen og i stuen. Inden for få dage havde jeg tydeligt videomateriale af tvillingerne, der stormede ind på Silles værelse, rodede hendes ting igennem, hånede hendes tegninger og endda ødelagde hendes bærbar. Hver eneste grusom handling blev optaget i høj opløsning, uden plads til benægtelse eller bortforklaringer. Beviserne bekræftede alt det, Sille havde forsøgt at sige, og svigtet fra de voksne omkring hende – som havde ignoreret eller bagatelliseret hendes lidelser – var rystende.
Jeg besluttede mig for at konfrontere familien på en måde, så der ikke herskede nogen tvivl. Under en „familiefilmaften“ afspillede jeg materialet for alle. Der blev helt stille, da Søren, Lene og tvillingerne så de optagede tyverier, hånende kommentarer og bevidste ødelæggelser på vores tv. Sille, der endelig fik oprejsning, hviskede gennem sine tårer: „Det var det, jeg forsøgte at fortælle jer.“ Der var ingen flugtvej fra sandheden. Tvillingerne og Søren blev stillet til ansvar, og Lene så for første gang realiteten af, hvad hendes bror og hans døtre havde gjort.
Inden for få timer pakkede Søren og tvillingerne deres ting og forlod vores hjem. Lene holdt om Sille og undskyldte, at hun ikke havde troet på hende tidligere, og vores hjem vendte endelig tilbage til at være et sted præget af tryghed og tillid. Den nat, da jeg pakkede kameraerne væk, gik det op for mig, at forældre nogle gange må tage ekstraordinære midler i brug for at sikre, at deres barns stemme bliver hørt, og at deres trivsel bliver beskyttet – selv når de voksne omkring dem ikke lytter. Silles tårer blev endelig anerkendt, og vores hjem føltes som et hjem igen.