Rikke på 31 år var i dyb sorg efter sit fjerde graviditetstab – en dødfødsel i 31. uge – da hendes 21-årige svigerinde, Viola, dukkede op ved hendes dør. Viola var gravid, grædende og var lige blevet forladt af barnets far. På trods af sin egen lammende smerte tog Rikke og hendes mand, Viktor, straks imod hende. De tilbød hende trøst og lovede, at hun ikke skulle være alene. I en kort overgang troede Rikke ligefrem, at det at hjælpe Viola kunne være en vej til hendes egen heling.
Rikkes hjem var dog hendes omhyggeligt opbyggede fristed; et sted, der bød på den orden og renhed, hun havde brug for for at kunne hænge sammen. Men Violas tilstedeværelse udviklede sig hurtigt til kaos. Rod, beskidt opvask og fugtige håndklæder hobede sig op, og huset begyndte at føles som om, det var under «invasion».
Violas rod blev hurtigt fulgt op af krævende forventninger. Hun forventede, at Rikke vaskede hendes tøj og lavede specifikke måltider – hun forlangte endda «citronkylling» af hensyn til babyen – selvom Rikke passede et fuldtidsarbejde og stadig var ved at komme sig over traumet efter dødfødslen. Rikke bed vreden i sig, indtil hun en dag stod over vasken med Violas efterladte, fedtede tallerkener og indså, at hun var blevet degraderet til tjenestepige i sit eget hjem. Da hun konfronterede Viktor, affærdigede han hendes smerte. Han foreslog, at hun skulle «kanalisere» alt sit overskud ind i Viola og babyen for at «hele». Den udtalelse knuste Rikke; den afslørede, at Viktor forventede, at hun ofrede sine egne følelsesmæssige behov og sit frirum for hans søsters bekvemmelighed.
Det endelige brud skete på grund af en lille, personlig trøst: en pakke Mac and Cheese. Det var det eneste mad, Rikke kunne holde ud at spise, men Viola spiste det, selvom Rikke direkte og indtrængende havde bedt hende lade det være. Da hun blev stillet til ansvar, forsvarede Viktor sin søster og erklærede: «Livet handler om ofre. Kan du ikke bare én gang være mindre egoistisk?»
Situationen eskalerede fuldstændig under et babyshower, som Viola holdt uden at spørge om lov. Viktor førte gæsterne ovenpå for at fremvise børneværelset – det rum, Rikke møjsommeligt havde klargjort til sin egen tabte baby, og som hun havde holdt låst siden fødslen. Da Rikke så, at hendes fristed var blevet fuldstændig ommøbleret og overtaget af Viola, brød hun sammen. Violas grusomme modsvar – «Det er ikke min skyld, at du ikke kunne bære et barn til fulde, Rikke. Og hvorfor skulle rummet gå til spilde? Du er så egoistisk» – var det ultimative forræderi.
Rikke krævede, at Viktor valgte mellem sin søster og sin kone, men han forblev tavs og valgte dermed sin søster gennem sin passivitet. Rikke forlangte derefter, at de begge forlod huset, da det var hende, der havde købt og betalt det. Næste morgen vendte Viktor tilbage og påstod, at han ville redde ægteskabet, men han skød straks skylden på Rikke: «Måske havde min søster ret. Måske var alt det her ikke sket, hvis du ikke havde mistet vores børn. Det er dig, der er den egoistiske, Rikke – det har du altid været.»
I et øjeblik af ren og skær vrede slog Rikke ham i ansigtet, hvilket udløste Viktors eget eksplosive og voldelige raseri. Han smadrede hendes ejendele, rev dekorationer ned og slog hul i væggen.
Da Rikke så Viktors skjulte mørke og den fysiske ødelæggelse af hendes sikre havn, fandt hun endelig styrken til at beskytte sig selv. Hun fik ham smidt ud af huset og ringede straks til sin mor, som fotograferede skaderne og rådede hende til at søge skilsmisse og sagsøge Viktor for både følelsesmæssige og fysiske skader. Rikke indså, at det ikke var én enkelt begivenhed, der fik bægeret til at flyde over, men den samlede vægt af hver afvisning, hver invasion og hver tavshed, der havde tvunget hende til at forsvinde i sit eget hjem. Ved at vælge at forlade ægteskabet og beskytte sit hjem, valgte Rikke endelig ikke at forsvinde. Hun konkluderede, at selvom sorgen havde ødelagt hendes ægteskab, definerede hun nu sig selv gennem valget om at overleve.