Margrethe, en enlig børnehaveklasseleder, var knust, da hendes datter, Anna, mistede livet i et flystyrt og efterlod sin treårige søn, Elias. Mens Margrethe stadig kæmpede for at finde fodfæste og skabe stabilitet for sit sørgende barnebarn, mødte hun et endnu større svigt. Annas mand, Mark, mødte op få uger efter begravelsen og erklærede kynisk, at han «stadig var ung» og ville «leve sit eget liv», hvorefter han efterlod Elias’ kufferter på verandaen. Mark kørte væk og svigtede sin søn uden et ord, så Margrethe måtte opfostre den traumatiserede dreng alene i Annas lille, beskedne hus. Margrethe tog flere jobs som rengøringsassistent og bager for at sikre, at Elias fik en normal og kærlig barndom, og hun blev den eneste faste klippe i hans liv.
Trods alle odds trivedes Elias under Margrethes varetægt og voksede op til at blive en betænksom og succesfuld mand. Da han var 25, var han blevet velhavende gennem sin karriere. Hans første prioritet var sin mormors tryghed: Han købte et luksuriøst nyt hjem og fik Margrethe til at flytte ind, mens han insisterede på, at hun stoppede med at arbejde og endelig lod sig forsørge. Margrethe oplevede endelig fred efter årtiers slid. De beholdt dog det gamle hus – som var fyldt med minder om Anna og deres tidlige liv sammen – selvom tiden havde forvandlet det til en forfalden ruin.
Fortiden vendte tilbage, da en gammel nabo ringede til Margrethe for at fortælle, at Mark var dukket op ved det misligholdte gamle hus. Han så tynd og slidt ud, men havde stadig en selvbevidst udstråling. Elias, der overhørte samtalen, bad naboen om at give Mark deres nye adresse, da han ønskede at konfrontere manden, der havde forladt dem. To dage senere ankom Mark i sin rustne bil til deres nye villa. Hans indledende chok forvandlede sig hurtigt til gennemsigtig grådighed, da han så Elias’ succes. Han rakte Elias et juridisk dokument, hvor han krævede at blive anerkendt som medejer af det gamle ruinerede hus og påstod, at hans «blod og arv» gav ham ret til en del af Elias’ formue.
Mark argumenterede for, at det var «rimeligt», at han fik det gamle hus, men Elias afviste roligt papiret. Elias forklarede, at huset var et fristed og ikke en handelsvare, og at det tilhørte dem to – ikke Mark. Elias erklærede, at han havde tænkt sig at restaurere huset, ikke sælge det, som et mindesmærke for sin mor og Margrethes kærlighed. Han konfronterede Mark direkte: «Du gav mig livet, ja. Så skred du. Hun gav mig alt andet.» Mark stod lamslået og så spørgende på Margrethe i håb om et kompromis, men hun vendte sig blot om og gik indenfor med Elias. En klar grænse var trukket. Margrethe bekræftede senere over for Elias, at Mark aldrig havde bidraget økonomisk til huset, hvilket fratog hans krav enhver legitimitet.
Elias og Margrethe besluttede at bruge deres ressourcer på at restaurere det oprindelige hus som et kærlighedsprojekt og en hyldest til Annas eftermæle. Mark kørte forbi det gamle hus en sidste gang, men han standsede ikke eller bankede på, da det endelig gik op for ham, at han ikke havde nogen plads i deres nye, succesfulde liv. Margrethe konkluderede, at Mark havde brugt et helt liv på at løbe fra sit ansvar, blot for at vende tilbage til ingenting. Familiens sande kerne, indså hun, defineres ikke af, hvem der går, men hvem der bliver. Elias, der var stærk, ordentlig og loyal, var hendes familie – et bevis på, at de havde holdt fast i det vigtigste: hinanden og deres minder.