Fortælleren, Margrethe (77), en pensioneret bibliotekar, blev uventet kastet ind i rollen som sørgende værge, da hendes datter, Anne, døde i en flyulykke som 27-årig og efterlod sin treårige søn, Erik. Kun få uger efter begravelsen led Margrethe endnu et knusende slag: Hendes svigersøn, Mads, barnets far, dukkede op ved døren med Eriks kuffert og meddelte koldt, at han ville forlade dem for at ”leve sit eget liv”. Han efterlod sin søn uden et ord af anger eller afsked. Fra det øjeblik viede Margrethe sig fuldt ud til at opdrage Erik i Annes lille hus. Hun arbejdede i udmattende skiftehold som rengøringsassistent og bager for at give sit barnebarn en normal, kærlig barndom og opbyggede et dybt, urokkeligt bånd baseret på loyalitet og opofrelse.
Årene gik, og Margrethe gav Erik alt, hvad hun havde, mens hun lærte ham værdien af ordentlighed og hårdt arbejde. Da Erik fyldte 25, havde han opnået stor professionel succes og insisterede på at gengælde tjenesten. Han købte et smukt nyt hjem og lod Margrethe flytte ind for at give hende den komfort og omsorg, hun havde fortjent gennem ”tre livstiders” hårdt arbejde. De beholdt ejerskabet over Annes gamle, lille hus, som var forfaldent, men for dem begge forblev et helligt mindested. En eftermiddag ringede Margrethes gamle nabo, Fru Poulsen, for at fortælle, at Mads var dukket op igen. Han så lurvet ud og var chokeret over det forladte hus’ tilstand, hvilket afslørede, at hans liv ikke var blomstret, efter han havde forladt dem.
Da Erik, der nu var en succesfuld mand, hørte nyheden, krævede han, at Mads blev sendt til deres nye, luksuriøse adresse. Han erklærede: ”Han skal se, hvad det kostede ham at gå sin vej.” Da Mads ankom, blev Margrethe ramt af hans slidte udseende, men endnu mere af hans rene og skære selvoptagethed og grådighed. Mads begyndte straks at prise Eriks rigdom og afslørede derefter den sande årsag til sin tilbagevenden: Han krævede, at Erik underskrev et dokument, der anerkendte ham som juridisk medejer af det gamle, lille hus, idet han påstod, at han havde krav på ejendommen som sin ”arv”. Mads foreslog, at han kunne tage ”ruinen”, mens Erik beholdt ”paladset”, og præsenterede kravet som en fair handel.
Eriks svar var fattet, men definitivt. Han forklarede roligt, at det gamle hus ikke var en ruin, men et hjem fyldt med dyrebare minder om hans opvækst og Margrethes ofre. Han nægtede kategorisk at underskrive dokumentet og erklærede: ”Du opgav dit krav den dag, du gik din vej.” Han trak en klar linje og fortalte Mads, at han intet skyldte ham, og at Margrethe havde givet ham ”alt andet”. Erik afslørede sin plan om at restaurere det gamle hus for at ære sin mor og bedstemor og slog fast, at Mads hverken havde en plads i det hus eller i deres liv. Margrethe, der så sin dattersøns integritet, vendte sig om og gik indenfor og lukkede døren for den mand, der havde svigtet dem.
Senere afslørede Margrethe, at Mads slet ikke havde noget krav på det gamle hus, da Anne havde købt det for sine egne opsparede penge, hvilket gjorde Mads’ juridiske dokument værdiløst. Erik bekræftede sin beslutning og svor at restaurere huset som en hyldest til kærligheden og loyaliteten fra de kvinder, der havde opdraget ham – ikke som en forhandlingsbrik til en mand, der var løbet af pladsen. Et par uger senere bekræftede Fru Poulsen, at Mads var kørt forbi en sidste gang og havde indset, at hans magt var væk. Margrethe indså, at familie defineres af dem, der bliver, ikke dem, der går, og hun fandt fred i viden om, at hun og Erik, der havde reddet hinanden, havde opbygget et liv, der var smukkere og stærkere, end noget Mads nogensinde kunne gøre krav på.