Da jeg ankom til hospitalet for at hente min kone, Susanne, og vores nyfødte tvillinger hjem, blev jeg ramt af et chok: Hun var forsvundet og havde kun efterladt en gådefuld besked. Mine hænder rystede, mens jeg læste den igen og igen; ordene fik mig til at stivne: ”Farvel. Pas på dem. Spørg din mor, HVORFOR hun gjorde det her mod mig.” Alt, hvad jeg havde planlagt – vores glæde, vores familie, vores fremtid – føltes knust. Jeg stod med vores bittesmå døtre i armene, vuggede dem og forsøgte samtidig at forstå, hvad der var sket, og hvorfor Susanne var forsvundet uden et ord.
Da jeg kom hjem, blev situationen kun værre. Min mor, Mona, bød mig entusiastisk velkommen og havde medbragt en ovnret, men varmen i hendes gestus forsvandt, da jeg konfronterede hende med beskeden. Sandheden kom frem i brudstykker og til sidst i sin helhed: Hun havde i årevis undergravet Susanne, sået tvivl og fået hende til at føle sig utilstrækkelig. Hver lille kritik, hver ”hjælpsom” kommentar havde ophobet sig til en uudholdelig byrde, som drev Susanne væk netop på det tidspunkt, hvor vores familie skulle fejre fødslen af vores tvillinger.
Overvældet, udmattet og i sorg forsøgte jeg at mestre livet som enlig forælder, mens jeg ledte efter Susanne. Søvnløse nætter flød sammen til endeløse dage med bleskift, fodringsplaner og gråd fra både babyerne og mit eget hjerte. Jeg rakte ud til hendes venner og familie i desperat søgen efter spor, men lærte intet andet, end at Susanne havde følt sig fanget og isoleret – bange for at fortælle nogen, hvor stor en belastning min mors opførsel var for hende. Tomheden efter hendes forsvinden blev en konstant smerte, men et lille håb blev tændt, da jeg modtog et billede af hende med tvillingerne, ledsaget af en kort besked, der bad om tilgivelse.
Månederne gik uden spor, og vores tvillingers første fødselsdag var bittersød. Livet gik videre, men savnet af Susanne falmede aldrig. Så en aften bankede det på døren, og alt ændrede sig: Der stod hun på vores veranda med tårer i øjnene, en lille gavepose i hånden og et tøvende smil. Hun forklarede, hvordan en fødselsdepression, min mors grusomhed og hendes egne følelser af utilstrækkelighed havde fået hende til at rejse, men at terapi og tid havde hjulpet hende med at genopbygge sin styrke og selvtillid.
Genforenet stod vi over for det langsomme og udfordrende arbejde med at hele sammen. Det var ikke let, men vores kærlighed, vores modstandskraft og glæden ved at se Katrine og Johanne vokse op blev vores anker. Sammen genopbyggede vi det, der nær var gået tabt, og lærte, at tilgivelse, forståelse og fælles hengivenhed kan hele selv de dybeste sår. Vores familie, der engang var knust, begyndte at blomstre på ny, stærkere på grund af de prøvelser, vi havde overstået.