Som 90-årig besluttede jeg at sætte folkene i mine egne forretninger på en prøve. Jeg klædte mig ud som hjemløs, smurte snavs i ansigtet, lod barberingen stå og trådte ind i et af de supermarkeder, som jeg havde opbygget gennem halvfjerds år. Så snart jeg trådte ind, mærkede jeg dommens stik – hvisken, hånlig latter og undvigende blikke fra både kunder og personale. Butilschefen, Kasper, som jeg selv havde forfremmet for år tilbage, bad mig endda om at gå og kaldte mig «din slags». Det imperium, jeg havde opbygget med blod og sved, føltes pludselig som en retssal, og det gik op for mig, at min rigdom og magt intet var værd, når det kom til grundlæggende menneskelig anstændighed.
Så kom Mads, en ung kontorelev, hen til mig. Til forskel fra alle andre behandlede han mig med værdighed, tilbød mig mad og et venligt ord uden at spørge til min identitet eller mine penge. Over en simpel sandwich og en kop kaffe fortalte han mig, at hans far for nylig var gået bort, og han genkendte den samme stille modstandskraft i mig. Denne gestus af oprigtig medmenneskelighed rørte mig dybere, end nogen lønseddel eller forfremmelse nogensinde kunne. I Mads så jeg den form for integritet, som jeg altid havde håbet på at finde hos en person, som jeg virkelig kunne betro mit livsværk.
Efter at have oplevet både grusomhed og godhed i mine egne butikker, vidste jeg, hvad jeg skulle gøre. Jeg ændrede mit testamente og efterlod alt – hver en butik, hver en krone – til Mads. Han havde bestået min karaktertest på en måde, som penge aldrig kunne måle. Men kort efter modtog jeg et brev, der advarede mig om at tjekke hans fortid: Som 19-årig var han blevet anholdt for groft biltyveri. Da jeg konfronterede ham med det, forberedte jeg mig på bedrag eller undskyldninger, men han tilstod åbent sin fejl og forklarede, hvordan fængslet havde forandret ham. Hans ærlighed, ydmyghed og hans engagement i at behandle folk ordentligt beviste, at hans fortid ikke definerede den mand, han var blevet til.
Den virkelige udfordring kom, da familiær indblanding truede med at bringe alt i fare. Min niece, Dorthe, dukkede op og krævede, at Mads ikke skulle arve noget. Hendes grådighed og følelse af berettigelse stod i skarp kontrast til Mads’ uselviskhed, og det stod klart, at han havde brug for beskyttelse, ikke bare en formue. Det gik op for mig, at min sande arving ikke var en af mit eget blod, men en person, der er styret af medfølelse og principper – en, der fører en arv af værdighed videre, ikke blot rigdom.
Derfor oprettede jeg Hansen-fonden for Menneskelig Værdighed og lagde hver en forretning og hver en krone i den for at skabe legater, herberger og madindsamlinger. Jeg udnævnte Mads til dens livslange direktør, ikke fordi han havde brug for min formue, men fordi han vidste, hvordan man bruger den til at forandre liv. I ham fandt jeg min arving med et formål: en mand, der ser værdien i andre og giver uden at forvente noget til gengæld. Som 90-årig forstod jeg endelig, at en sand arv ikke måles i rigdom, men i venlighed, medfølelse og de liv, man berører undervejs.