Jeg husker stadig tydeligt den dag, hvor alt ændrede sig. Det var en tirsdag i april, grå og usædvanlig varm, og min søn Kasper kom hjem fra Lasse’s begravelse – helt stille. Ingen taske der blev smidt, ingen brok over lektier, ingen vittigheder – bare stilhed. Han gik direkte ind på sit værelse og lukkede døren. Der gik timer, før jeg vovede at se til ham, og da jeg gjorde det, fandt jeg ham siddende på gulvet, mens han klamrede sig til Lasse’s gamle baseballhandske, som om det var det sidste skrøbelige stykke af noget helligt. Kasper og Lasse havde været uadskillelige – Fastelavnskostumer, fodboldkampe, overnatninger, filmaftener og Minecraft-projekter – men nu var ekkoet af hans latter væk, og jeg følte mig magtesløs som mor, mens jeg forsøgte at holde os sammen.
Terapi hjalp en smule, nok til at han begyndte at spise og sove igen, men sorg er uforudsigelig. En aften i juni, under aftensmaden, sagde Kasper pludselig: „Mor… Lasse fortjener en gravsten.“ Han ville have noget virkeligt, noget smukt, et sted man kunne besøge, og han foreslog selv at organisere en mindeaften. Jeg tilbød min hjælp, men han insisterede på at gøre det selv. Han sparede sine fødselsdagspenge op og tog sommerjobs. Jeg så en glød i hans øjne, et formål, der efter måneder med følelsesløshed og sorg så ud til at vække ham til live igen. Den sommer, mens andre børn legede, slog Kasper græs, luftede fru Hansens vilde hund, rev blade sammen og vaskede biler – hver en krone blev omhyggeligt gemt i en slidt skotøjsæske, mens han målrettet arbejdede mod sit mål.
Så skete ulykken. En tidlig septembernat opstod der brand i vores bryggers. Vi slap kun lige ud, og ilden opslugte alt, inklusive Kaspers skotøjsæske og alle de penge, han så ihærdigt havde sparet op til Lasse. Han hulkede med knyttede næver, desperat over, at alt hans hårde arbejde var væk. Midlertidigt flyttede vi ind i min søsters lille lejlighed og forsøgte at få styr på forsikringen og genanskaffe det mest nødvendige. Kaspers gnist virkede udslukt, og han drev gennem dagene som i en døs, pint over tabet af sin plan og det håb, han havde båret på hele sommeren.
En uge senere kom der en uventet seddel, der bad os mødes med Kasper ved den gamle hal nær torvet. Trods usikkerhed og frygt tog vi afsted, og det, der ventede os, tog vejret fra mig. Den forladte hal var pyntet med bløde lyskæder, hvide duge, balloner og stearinlys. Naboer, lærere og selv Lasse’s onkel, som de ellers ikke så, var der, klar til at ære ham. De afslørede en poleret granitgravsten, der allerede var betalt, og overrakte stille kuverter med donationer til en samlet værdi af over 85.000 kroner – nok til en mindeaften og meget mere. For første gang i måneder strålede Kaspers øjne af forundring og taknemmelighed, og sammen indså vi styrken i fællesskabet og den blivende betydning af kærlighed og minder.
Måneder senere kom der endnu et brev fra byrådet, som meddelte, at de på grund af Kaspers engagement havde besluttet at fordoble donationerne og oprette „Lasse’s Mindefond for Ungdomsidræt“, som skaffer udstyr og betaler kontingent for børn fra økonomisk trængte familier. Kasper læste brevet med Lasse’s handske i hånden og smilede endelig – et ægte smil, der nåede helt op til øjnene. En efterfølgende hilsen opmuntrede ham til at fortsætte og mindede os om, at hans medfølelse og dedikation ændrede liv. I det øjeblik gik det op for mig, at selv midt i sorg og tab kan håb genopbygges, mening findes, og et barns beslutsomhed kan inspirere et helt samfund.