Efter farmor Ingers død var farfar Børge utrøstelig og sov hver nat med hendes billede i hånden. Hans barnebarn, Sofie, forsøgte at lindre hans smerte ved at få trykt en pude med farmor Ingers smilende ansigt. Gaven blev en dyb kilde til trøst for den 84-årige mand, der ringede grædende til Sofie og udtrykte sin taknemmelighed over, at han nu kunne «holde om hende igen». Seks måneder senere, efter et fald, flyttede farfar Børge ind hos sin søn og svigerdatter, Kirsten, hvor han i starten boede på deres gæsteværelse.
Sofie kom uventet på besøg til julefrokosten og fandt huset mærkeligt stille. Hun fulgte en svag lyd og fandt farfar Børge i den kolde kælder, sovende på en metalseng omgivet af flyttekasser og vandvarmeren. Da hun spurgte, hvorfor han var der, forklarede han, at Kirsten skulle bruge gæsteværelset til sit nye syværelse og havde givet ham besked på at flytte nedenunder. En bølge af raseri skyllede over Sofie, da farfar Børge afslørede, at Kirsten også havde smidt den dyrebare mindepude ud dagen før. Hun havde kaldt den «gammel og klam… dårlig indretning», på trods af hans desperate bønner om at få lov til at beholde den.
Det løb Sofie koldt ned ad ryggen, da det gik op for hende, hvor grusom Kirsten var. Hun krammede sin farfar og forsikrede ham: «HUN KOMMER TIL AT FORTRYDE DET HER.» Kort efter kom Kirsten ind med et påtaget, indøvet smil. Sofie konfronterede hende straks med farfarens leveforhold og den bortkastede pude. Kirsten forsvarede sig og afviste puden som «afskyelig» og «forstyrrende» og erklærede: «Jeg ønsker et moderne hjem.» Da Sofie køligt spurgte, om farfar også var «overflødig ballast», snerrede Kirsten og advarede hende: «Du er gæst her. LAD VÆRE MED AT SKABE ET DRAMA.» Sofie svarede fattet og indvilligede i at holde fred indtil familiemiddagen næste dag.
Næste dag var hele familien samlet til middag. Kirsten løftede selvsikkert sit glas og udbragte den første skål: «En skål – for NYE BEGYNDELSER!» Da familien havde drukket ud, rejste Sofie sig og krævede opmærksomhed i rummet. Hun så direkte på Kirsten, og hendes stemme skar igennem mumlen efter skålen: «Jeg vil også gerne udbringe en skål. Kirsten, der er en OVERRASKELSE TIL DIG.«
«Min overraskelse,» forkyndte Sofie og holdt en tyk stak papirer op, «er ikke for en ny begyndelse, men for en ny adresse.» Hun lagde dokumenterne på bordet med et bestemt smæld. «Farfar Børge skal ikke længere ‘fylde op’ i jeres kælder, for han flytter ind i sit eget hjem – en smuk, handicapvenlig ejerlejlighed tæt på mig.» Hun holdt en pause for at lade chokket synke ind og satte så det afgørende stød ind: «Hans pleje bliver betalt gennem salget af det eneste aktiv, han har tilbage: hans andel i den fond, som ejer præcis dette hus, som I står i.»
Sofie så derefter på sin far og sin stedmor, og hendes stemme var klar: «Farfar Børge har givet os tredive dage til at rømme huset, så det kan blive solgt og værdien delt. Og bare rolig, Kirsten, lejligheden har en kælder… som han ikke får brug for.»
«Salget af huset sikrer, at han har alt, hvad han har brug for, og lever behageligt resten af sit liv.» Hun løftede sit glas. «For værdigheden.«