Jeg er en 50-årig enlig mor, der slider med brutale nattevagter bare for at få enderne til at mødes og betale regningerne for min teenagesøn. I sidste uge, efter en 16-timers vagt, så jeg en ældre kvinde i kørestol foran metrostationen; hun rystede af kulde og var alt for tyndt klædt. Folk ignorerede hende fuldstændigt. Der var noget ved hende, der rørte noget dybt i mig. Uden at tøve købte jeg hende et varmt måltid, og før jeg gik, gav jeg hende mine sidste 500 kroner.
Næste morgen ventede hun på mig i en elegant, sort luksusbil. Den svagelige skikkelse fra dagen før var væk – nu var hun ulasteligt klædt, selvsikker og imponerende. Hun forklarede, at hun havde testet folk for at se, hvem der ville stoppe op og udvise venlighed uden at forvente noget til gengæld. Derefter tilbød hun mig et vellønnet job med gode personalegoder.
Jeg stivnede. Jeg havde givet hende mine sidste penge ud af medfølelse og menneskelighed – ikke for at bestå en prøve. Hendes syn på verden behandlede venlighed som en valuta; mit syn så det som almindelig anstændighed. Jeg kunne ikke overlade min integritet til nogen andre, så jeg takkede nej til jobbet og gik min vej.
To dage senere fandt jeg en konvolut i min postkasse. I den lå der ti helt nye 500-kronesedler og en lille seddel: Hun indrømmede, at hun havde fejlvurderet værdien af min handling. Hun skrev, at gavmildhed ikke er et show – det er en risiko – og hun ville gøre det godt igen. Jeg græd. For første gang i flere måneder følte jeg mig set. Jeg købte en gave til min søn og donerede resten til det lokale herberg for hjemløse.
Det er det særlige ved ægte godhed: Den er ikke til for et publikum. Det er det valg, man træffer, når det koster én noget, når det gør ondt, og når man ikke er sikker på, om man har råd til det – men gør det alligevel. Det er kun den slags, der tæller.