Fortælleren, den 34-årige ambulancebehandler Mette, husker en nat, der ændrede hendes liv for altid: et desperat opkald for at redde to efterladte spædbørn. Ved ankomsten bag en bygning opdagede hun en lift skjult under et tæppe, som indeholdt to skrøbelige, nyfødte tvillingepiger. Synet rystede øjeblikkeligt hendes professionelle kølighed. Under undersøgelsen blev der knyttet et dybt bånd, da den ene af babyerne klemte hendes finger – en lille gestus, der sagde alt. Selvom hun fik bragt dem sikkert til hospitalet og alarmeret myndighederne, blev billedet af de efterladte tvillinger hængende hos Mette og ændrede noget dybt inde i hende.
Som dagene blev til uger, så Mette til pigerne dagligt i håb om, at et familiemedlem ville hente dem. Da ingen dukkede op, traf hun en livsændrende beslutning: hun ville selv adoptere dem. Hun kaldte tvillingerne Lærke og Emma. Pigerne blev hurtigt hendes et og alt, og de følgende seks år var en forening af ren lykke. Lærke udviklede sig til en talentfuld gymnast, og Emma fik en passion for sang. Mette fandt enorm glæde og mening i sin rolle som mor og skabte et trygt og kærligt liv for sine usædvanlige døtre.
Deres fredelige liv blev brat afbrudt en fredag morgen. Mens Mette i al hast var ved at pakke pigernes madpakker, ringede det på døren. På verandaen stod en smuk kvinde, sandsynligvis i starten af 40’erne, upåklageligt klædt i en elegant frakke og med en mappe i hånden. Kvinden smilede blidt, men hendes stemme sitrede mærkbart. Hun tiltalte straks Mette ved navn: ”Frk. Hansen? Jeg ved, De er overrasket, men De bliver nødt til at kende DEN HELE SANDHED OM DISSE PIGER. Lad mig venligst forklare.”
Kvinden tøvede et øjeblik, hendes øjne bønfaldt om forståelse. Så sagde hun de ord, der fik Mette til at segne: ”Jeg er deres mor. Deres biologiske mor. Og manden, der efterlod dem der… var deres far.” Kvinden, hvis navn var Sarah, forklarede, at hun dengang var en ung, kæmpende studerende og var rædselsslagen. ”Han lovede at bringe dem til et ’sikkert sted’ – en kirkeindgang eller en hospitalsindgang – og ringe til de sociale myndigheder, men i stedet efterlod han dem bare,” tilstod Sarah med en stemme tyk af fortrydelse. ”Jeg fandt først ud af for få måneder siden, hvad han havde gjort, og at de var blevet fundet af dig.”
Sarah forklarede hurtigt årsagen til sit pludselige besøg, mens hendes hænder klamrede sig til mappen. ”Jeg har ingen intentioner om at tage dem fra dig. Jeg har set adoptionspapirerne; du er deres mor,” erklærede hun beslutsomt. ”Men jeg er i mellemtiden blevet økonomisk uafhængig. Jeg har sporet jer. Denne mappe indeholder detaljerne om en betydelig fond, som jeg har oprettet til Lærkes og Emmas uddannelse og fremtid. Jeg vil sikre mig, at de aldrig kommer til at mangle noget, og jeg ønsker, at de skal vide, at deres biologiske mor elsker dem og dybt beklager omstændighederne ved deres fødsel.” Sarah så på Mette, mens tårerne endelig løb ned ad hendes kinder. ”Jeg beder dig, lad mig give dem en sikker fremtid, selvom det kun er på afstand.”