For Hanne, en 33-årig mor til tvillinger, lignede søskendedynamikken en farlig linedans mellem hendes to søstre: Elisabeth, perfektionisten, hvis liv var en lang række af iscenesatte Instagram-øjeblikke, og Malene, det medfølende efternøler, for hvem hjertelighed var vigtigere end facade. Mens Malene var en konstant kilde til varme, var Elisabeths forhold til Hanne blevet massivt forværret efter tvillingernes fødsel. Drevet af et skrøbeligt ego, der krævede altid at være i centrum, begyndte Elisabeth at betragte sine niecer ikke som familie, men som rivaler om familiens opmærksomhed. Hun skjulte sit nag bag forgiftede komplimenter og passiv-aggressiv kritik af Hannes opdragelse – en spænding, der endelig nåede sit kogepunkt under tvillingernes fireårs fødselsdag.
Festlighederne blev afbrudt af Malenes desperate ankomst; hendes hår var pjusket, og hendes bil var strandet på grund af et fladt dæk. Hun havde risikeret sin egen sikkerhed for at advare Hanne mod en samtale, hun havde overhørt mellem Elisabeth og en fælles veninde. Elisabeth havde pralet med at have købt en gave, der «endelig ville vise, hvem der fortjener at være yndlingen» – en formulering, der fik blodet til at stivne i Hannes årer. Den enorme papkasse, fejlfrit indpakket i lyserødt og guld, som Elisabeth havde medbragt, tronede pludselig som en trojansk hest i stuen. Malenes intuition var knivskarp: Hun vidste, at indholdet i den glitrende indpakning ikke var beregnet til at fejre pigerne, men til at splitte deres bånd.
Hanne stolede på Malenes advarsel og tog gaven med ud i køkkenet til en privat inspektion. Inde i kassen lå en enkelt, meget eftertragtet Labubu-plysfigur – et legetøj, som begge tvillinger inderligt havde ønsket sig – sammen med et kort, hvor der stod: «Til den sødeste og smukkeste pige.» Grusomheden var kirurgisk præcis: Elisabeth havde til hensigt at tvinge fireårige søstre til at konkurrere om hendes anerkendelse ved at «markere» det ene barn som overlegent, mens det andet ville stå tilbage med et knust hjerte. Da hun blev stillet til ansvar, smed Elisabeth sin uskyldige maske og forsvarede sine handlinger med elitær arrogance, hvilket førte til et sjældent raserianfald fra deres ellers rolige far, der fordømte handlingen som utilgivelig.
Konfrontationen endte med, at Elisabeth stormede vrede væk, men Hanne og hendes mand David nægtede at lade hendes ondskabsfuldhed diktere minderne om denne dag. Den nat, mens pigerne sov, begav David sig ud på en mission tværs gennem byen for at finde en identisk plysfigur nummer to. Ved daggry var det «våben», som Elisabeth havde placeret, blevet neutraliseret af endnu et trofæ. Da tvillingerne næste aften endelig åbnede kassen, fandt de to identiske stykker legetøj. Deres glæde var så ægte, at de straks insisterede på at ringe til «tante Elisabeth» for at takke hende for at være den «bedste tante nogensinde» – uden at vide, at de dermed uforvarende drejede kniven i hendes mislykkede plan.
Tavsheden i den anden ende af røret, da det gik op for Elisabeth, at hendes psykologiske spil var blevet gennemskuet, var den eneste afslutning, Hanne havde brug for. Hun indså, at man ikke kan vælge sine søstre, men man kan vælge de grænser, der beskytter ens egne børns uskyld. Tvillingerne faldt i søvn den nat, mens de klamrede sig til deres legetøj, og deres søsterlige bånd var stærkere end nogensinde, mens Hanne aflagde et stille løfte: Hun ville ikke længere spille rollen som den «udmattede dommer». Fremover ville enhver invitation til Elisabeth blive nøje overvejet ud fra et beskyttelseshensyn for at sikre, at ingen nogensinde igen får lov til at misbruge en gave som et redskab til splittelse.