Jeg adopterede min bedste veninde Lykkes datter, efter at en tragisk ulykke havde taget Lykke fra os. Jeg havde kendt Lykke siden barndommen – vi voksede op sammen på et børnehjem, kom igennem de hårde tider side om side og drømte om den slags familie, vi kun havde set i film. Da Lykke blev gravid som nittenårig og blev forladt af faren, var jeg med til hver eneste undersøgelse, hver søvnløs nat og var endda med i fødestuen, da hun bragte lille Merle til verden. Fra det øjeblik opbyggede vi en familie sammen og overvandt livets udfordringer med kærlighed, dedikation og utrættelig omsorg.
I fem år lykkedes det os at skabe en følelse af stabilitet. Lykke fik et bedre job, jeg arbejdede over, og Merle stortrivedes i varmen i vores hjem. Da Lykke døde i en bilulykke, lovede jeg, at Merle aldrig skulle ende i plejesystemet. Jeg adopterede hende juridisk og forsikrede hende om, at hun ikke var alene, og at jeg altid ville være der for hende. At se hende vokse op gjorde mig til hendes mor i enhver henseende – jeg fejrede hendes milepæle, trøstede hende i hjertesorg, jublede til hendes forestillinger og delte hverdagens kaotiske, smukke øjeblikke.
Merles barndom var fyldt med kærlighed og læring. Hun blev selvsikker og selvstændig, klarede sig fantastisk i skolen, opdagede en passion for teater og læsning og tog den familie, vi havde skabt, til sig. Da hun fyldte sytten, kaldte hun mig åbent for «mor» uden tøven, og vores bånd var vokset til en gensidig forståelse af opofrelse, kærlighed og tillid. Vi havde klaret de sværeste øjeblikke sammen og bevist, at familie bygges gennem omsorg, ikke gennem blod.
På hendes attenårs fødselsdag overraskede Merle mig med et brev og en plan, der gjorde mig målløs. Med den arv, Lykke havde efterladt hende, havde hun booket en to måneders rejse for os begge til Mexico og Brasilien – steder, jeg altid gerne har villet besøge, men havde ofret for hendes opdragelse. Hun havde i hemmelighed lært spansk og portugisisk, planlagt hver eneste detalje omhyggeligt og præsenterede det for mig som en gave. I det øjeblik indså jeg, at hun ikke blot var vokset op til at blive en bemærkelsesværdig ung kvinde, men at hun havde valgt at give den kærlighed og omsorg tilbage, som jeg havde givet hende i tretten år.
Rejsen blev en fejring af alt det, vi sammen havde stået igennem og opnået. Vi udforskede nye lande, lo, dansede, blev væk og fandt os selv igen og skabte minder, som vi altid vil bære i hjertet. Merle lærte mig, at familie ikke handler om pligt; det handler om dagligt at vælge at være der for hinanden, støtte hinanden og elske hinanden. Selv efter at jeg havde givet alt, viste hun mig, at de stærkeste bånd hviler på gensidig kærlighed og valg, og hun beviste, at de bedste familier er dem, man skaber, ikke dem, man fødes ind i.