Jeg havde ikke ønsket mig noget højere her i livet end at blive mor, og efter år med hjertesorg og gentagne aborter blev mine bønner endelig hørt, da Stine blev født. Hun kom til verden fuld af liv og krævede kærlighed og opmærksomhed, og min mand Jesper og jeg tog imod den glæde, vi havde ventet på så længe. Men i de mørke år havde jeg i dybeste fortvivlelse afgivet et løfte: Hvis Gud gav mig et barn, ville jeg også adoptere et barn, der intet havde. Dette løfte forblev en stille del af mig, et tegn på håb født af smerte, indtil den dag jeg bød Ruth velkommen i vores familie – kun to uger efter Stines første fødselsdag.
Ruth var anderledes end Stine på måder, der blev tydeligere, som de voksede op. Stine var selvsikker, frygtløs og naturligt gennemslagskraftig; Ruth var forsigtig, observerende og målte verden i stilhed. Jeg elskede dem begge lige højt, men deres forskelligheder skabte subtile spændinger. Hvad der lignede almindelig søskendejalusi, bar ofte på en underliggende tone, som jeg ikke helt kunne sætte ord på, og som teenagere eskalerede disse spændinger til voldsomme skænderier om opmærksomhed, retfærdighed og identitet.
Natten før Ruths gallafest eksploderede spændingen. Hun fortalte mig, at hun ikke ønskede, at jeg skulle med til festen, og afslørede sin hensigt om at forlade os bagefter. Hendes ord ramte mig dybt: Stine havde fortalt hende, at hun kun var blevet adopteret på grund af et løfte, jeg havde givet i en desperat bøn – som om Ruths plads i vores familie var en slags transaktion. Mit hjerte smertede, men jeg forklarede roligt sandheden – hvordan bønnen var opstået i et øjebliks desperation, og hvordan min kærlighed til Ruth var ægte, vokset fra det øjeblik jeg holdt hende første gang, og ikke ud fra opfyldelsen af en gæld.
Ruth lyttede og bearbejdede forklaringen med den blanding af smerte og stædig stolthed, der følger med at være sytten år. Hun tog alene til festen og kom ikke hjem den nat, så Jesper og jeg vågede natten lang og var syge af bekymring. Da Stine tilstod, at hun havde fordrejet mine ord under et skænderi, holdt jeg om hende, mens hun græd, og forstod, at selv de bedste intentioner nogle gange kan blive misforstået eller misbrugt. Dagene sneg sig afsted, fyldt med angst og håb, mens jeg ventede på, at Ruth skulle vende tilbage.
På fjerdedagen stod Ruth foran hoveddøren, udmattet, men beslutsom. Hun sagde til mig, at hun ikke ville være resultatet af et løfte – hun ville bare være min datter. Jeg holdt hende tæt ind til mig og forsikrede hende om, at hun altid var blevet elsket for den, hun var, og ikke på grund af et løfte. I det kram opløstes fortidens smerte, misforståelser og frygt. Tilbage var kun båndet mellem en mor og hendes to døtre, elsket på hver deres måde og helt betingelsesløst, klar til at vokse videre som familie sammen.