Sidste torsdag startede som en kaotisk overlevelseskamp for Lærke, en 29-årig enlig mor til tre, der levede på randen af økonomisk ruin. Mellem et køleskab uden mælk og en skænk fyldt med rykkere var hendes morgen én stor tåge af larm og stress. Efter hun havde efterladt sine børn – Emma, Mads og Sofie – derhjemme, skyndte hun sig ned i det lokale supermarked efter det mest nødvendige. Mens hun stod i en lang, utålmodig kø, bemærkede hun en skrøbelig, ældre kvinde ved kassen ved navn Fru Hansen, som blev offentligt ydmyget af kasseassistenten og de andre kunder, fordi hun manglede penge til sit beskedne indkøb af brød og mælk.
Atmosfæren i butikken var giftig; folk i køen rullede med øjnene og mumlede fornærmelser. De kaldte kvinden ”ynkelig” og ”uforskammet”, fordi hun opholdt køen. Fru Hansen, der rystede tydeligt, tilbød at lægge brødet tilbage, blot så hun havde råd til mælken. Lærke huskede sine egne oplevelser med at stå flad ved en kasse, og hun mærkede et sug i maven. Hun greb ind og tilbød at betale for kvindens varer. På trods af hån fra de andre, der påstod, at hun spildte sine penge på en ”bedrager”, insisterede Lærke og fortalte Fru Hansen, at hun ønskede, at hendes børn skulle vokse op i en verden, hvor den slags venlighed var normal.
Fru Hansen blev dybt rørt og fortalte Lærke, at ingen før havde gjort noget så uselvisk for hende. Før hun listede af sted, gav hun Lærke en indtrængende advarsel: ”Lad ikke denne verden lukke dit hjerte.” Lærke vendte tilbage til sit liv med nattevagter og kamp for overlevelse og betragtede mødet som et lille, flygtigt øjeblik af menneskelig forbindelse. Men tre dage senere dukkede Erik, kasseassistenten fra den dag, op ved hendes dør med en alvorlig mine og en simpel hvid konvolut. Han afslørede, at Fru Hansen var gået bort efter at være besvimet i butikken, og hendes sidste ønske havde været, at han fandt frem til ”pigen med det gode hjerte”.
Indeni konvolutten lå et brev og juridiske dokumenter, der ændrede Lærkes liv for altid. Fru Hansen forklarede, at hendes egne børn kun var interesserede i hendes penge, ikke hendes velbefindende, og hun ønskede, at hendes arv skulle gå til en, der behandlede hende som et menneske, da hun var allermest sårbar. Til Lærkes fulde vantro afslørede papirerne, at Fru Hansen havde efterladt hende sit hus og sine opsparinger. Brevet indeholdt en sidste bøn: Lærke skulle tage sig af sine børn og, hvis muligt, hjælpe en anden i nød ligeså uselvisk, som hun havde hjulpet en fremmed i supermarkedet.
Gaven gav Lærkes familie en stabilitet, de aldrig før havde kendt, og befriede dem fra den konstante trussel om økonomisk katastrofe. Det gjorde dem ikke rige, men det gav dem et hjem og en fremtid. Set i bakspejlet indså Lærke, at Fru Hansen ikke så arven som almisse, men som en ”udveksling” for den respekt og venlighed, hun havde modtaget. Lærke lærte, at man ikke behøver at vente på, at ens eget liv er perfekt, før man hjælper andre; nogle gange er en enkelt god gerning i et supermarked nok til at ændre skæbnen for en hel familie.