I to måneder lagde min mand, Erik, og jeg hele vores hjerte i babyværelset. Vi malede væggene støvgrønne og lavede små hvide skyer med skabeloner over tremmesengen. Det føltes som om, at dette rum blev en del af vores familie – noget, vi skabte sammen. Men alt faldt fra hinanden den dag, hvor Erik skrev til mig under et tjek hos jordemoderen, at vi blev nødt til at tale om hans mor. Da jeg kom hjem, fortalte han mig, at Lilli var «ensom og deprimeret», og at hendes læge havde anbefalet, at hun boede tæt på familien. Endnu før jeg kunne nå at fordøje det, opdagede jeg, at hun allerede var flyttet ind på vores babyværelse. Hun havde erstattet vores ammestol med sin dobbeltseng og skubbet tremmesengen ind i et hjørne. Hun bemærkede endda, at mine omhyggeligt malede skyer var «barnlige».
Den nat kunne jeg ikke sove, og jeg hørte Lilli tale i telefon. Hun indrømmede, at hun havde fundet på historien om depressionen for at manipulere Erik. Hun pralede med, hvor nemt det var at trykke på hans knapper, og forklarede, hvordan hun gradvist ville overtage hele huset. Hun gjorde nar af mig og sagde, at jeg ikke kunne klage uden at virke hjerteløs. Chokeret og rystende konfronterede jeg Erik, men han nægtede at tro på, at hans mor ville bedrage ham. Næste morgen ringede jeg i ren desperation til min tante Karen. Med hendes hjælp satte vi en babyalarm op for at optage, hvad Lilli sagde, når hun troede, at ingen lyttede.
Optagelsen afslørede alt: Lilli grinede over at manipulere Erik, kaldte sin plan for «genial» og forklarede, hvordan hun ville begynde at omindrette værelset og til sidst foreslå, at kælderen blev lavet om til børneværelse. Da jeg viste Erik videoen, ramte sandheden ham som et slag. Lilli forsøgte at sno sig udenom med undskyldninger og prøvede endda at snappe min telefon. Men optagelsen kørte videre, og Erik så endelig, hvor dybt hun havde manipuleret ham. Han traf beslutningen om, at hun skulle flytte ind på gæsteværelset, og gav hende to dage til at pakke sine ting og rejse.
Lilli skiftede mellem tårer, anklager og endda simulerede brystsmerter, men intet virkede. Erik brugte de næste to dage på at bringe babyværelset tilbage til dets oprindelige stand – roligt, omhyggeligt og fyldt med skyldfølelse. Han indrømmede, at han siden barndommen havde følt sig ansvarlig for sin mors lykke og aldrig havde lært at sætte grænser for hende. Jeg mindede ham om, at hans rigtige familie er den, han bygger op med mig og vores baby. For første gang forstod han for alvor, at det at sætte sin mor først betød at såre os.
Da Lilli endelig gik – med hjælp fra min far, hvis strenge autoritet kvalte ethvert optræk til drama – føltes huset fredeligt for første gang i ugevis. Jeg stod i døråbningen til det genoprettede babyværelse og indåndede roen. Tremmesengen var tilbage på sin plads, og skyerne svævede stadig blidt over den. Erik lagde armene om mig og hviskede: «Vores barns værelse.» Og i det øjeblik gik noget vigtigt op for mig: Ægteskab handler ikke om at undgå konflikter. Det handler om at stå sammen, beskytte den familie, man opbygger, og lære, hvilke kampe der virkelig betyder noget.