Fru Hansen (62), en dansklærer, der levede et forudsigeligt liv centreret om skole og bøger, forberedte sig på sin årlige december-opgave: Eleverne skulle ”interviewe en ældre voksen om deres mest betydningsfulde juleminde.” De fleste elever valgte familiemedlemmer, men en elev, Emilie, insisterede på at interviewe fru Hansen. Midt i interviewet spurgte Emilie ind til en tidligere juleromance. Fru Hansen delte modvilligt en kort, sammenfattet historie om sin første kærlighed, Daniel. De havde været 17 år, uadskillelige og planlagde at løbe væk sammen efter gymnasiet. Men Daniels familie forsvandt brat fra den ene dag til den anden på grund af en finansiel skandale, hvilket efterlod fru Hansen uden afsked eller forklaring – en smertefuld, uafsluttet sætning, som hun havde båret med sig de sidste 45 år.
Allerede ugen efter stormede Emilie ind i klasseværelset, holdt sin telefon i vejret og udbrød: ”Fru Hansen… jeg tror, jeg har fundet ham.” Fru Hansen var lamslået og vantro, men på skærmen var et opslag fra et lokalforum. Det var en inderlig bøn fra en mand, der før jul ledte efter en for længst tabt kærlighed: ”Hun bar en blå frakke og havde en lille flig af sin fortænd. Jeg har i årtier tjekket hver eneste skole i amtet – uden held.” Opslaget nævnte, at han var nødt til at give hende ”noget vigtigt” tilbage.
Det endelige, ubestridelige bevis var det billede, der var vedhæftet opslaget: et foto af den unge Dan og fru Hansen, der så fuldstændig forelskede ud, fastfrosset i et øjeblik for 45 år siden, som fru Hansen troede, verden for længst havde glemt. Hendes hjerte gik i stå, da virkeligheden ramte hende. Manden, der var forsvundet uden et ord, havde i årtier utrætteligt ledt efter hende. Hendes livs forudsigelige stilhed blev øjeblikkeligt erstattet af de rå følelser fra en kærlighedshistorie, der aldrig skulle have endt.
Fru Hansen blev fyldt med en skælvende forundring, da hun betragtede billedet af sit yngre jeg og manden, der nu ledte efter hende. Gåden om hans pludselige afsked, som i størstedelen af hendes voksne liv havde været en tavs smerte i hendes hjerte, blev endelig adresseret. Hun indså, at mens hun ikke aktivt havde ledt efter sin første kærlighed, havde han ledt efter hende i 40 år, hvilket beviste, at deres ungdommelige bånd var langt mere holdbart, end hun havde tilladt sig selv at tro.
Emilie spurgte med store, ærlige øjne det afgørende spørgsmål: ”Skal jeg skrive noget til ham? Skal jeg fortælle ham, hvor du er?” Dette spørgsmål hang i luften midt i klasseværelset og gav fru Hansen det pludselige, uventede valg om at omskrive slutningen på en historie, hun troede var slut. Hendes elevs simple opgave havde afsløret en dyb, søgende kærlighed, der havde bestået gennem tavshed, skandale og tidens gang.