For tretten år siden ændrede mit liv sig i det øjeblik, jeg mødte Alba – en skræmt treårig pige, der lige havde mistet begge sine forældre i en tragisk ulykke. Jeg var 26 år gammel, læge på skadestuen og lige kommet ud fra medicinstudiet, fuldstændig uforberedt på den rædsel, der trådte ind ad vores døre den aften. Men da hun klamrede sig til mig og blev ved med at hviske: «Du må ikke gå fra mig,» skete der noget indeni mig. Jeg kunne ikke bære, at hun skulle møde endnu flere fremmede uden omsorg, så jeg blev ved hendes side, læste historier for hende, hentede æblejuice og holdt hende jordforbundet i en verden, der var faldet sammen omkring hende.
Hvad der begyndte som en enkelt nat, udviklede sig til uger, måneder og til sidst en livslang forpligtelse. Alba blev min datter på alle de måder, der tæller. Jeg kæmpede mig igennem papirarbejde, besøg fra kommunen og forældrekurser, mens jeg balancerede 12-timers vagter på hospitalet. Samtidig sørgede jeg for, at hun altid havde mad, tryghed og visheden om, at jeg ville være der til hvert eneste skolearrangement, hver puttetid og hver gang, hun fik knust sit hjerte. Da hun første gang kaldte mig «far» nede i supermarkedet, gik det op for mig, at jeg havde bygget hele mit liv op omkring hende, og at hun var blevet hele mit hjerte.
Mens Alba voksede op, voksede mit behov for selskab også. Jeg lærte Mette at kende, en klog og omsorgsfuld sygeplejerske, og for første gang forestillede jeg mig et liv, der indeholdt både kærlighed og familie. Men den illusion brast, da Mette viste mig optagelser fra et overvågningskamera, hvor en skikkelse med hætte stjal penge fra mit pengeskab. Mit første instinkt var at beskytte Alba, men jeg frygtede det værste. Det var et forvirrende og skræmmende øjeblik, og jeg kæmpede med at forene billedet af den pige, jeg havde opdraget, med tanken om, at hun kunne være involveret.
Sandheden kom frem på en uventet måde: Skikkelsen med hætten var Mette selv. Hun havde iscenesat tyveriet i et forsøg på at give Alba skylden og manipulere mig. Hendes svigt var totalt – hun ville stjæle min fremtid, mine penge og min tillid. Jeg gjorde det klart, at jeg altid ville vælge Alba, smed Mette ud af vores liv og sørgede for min datters sikkerhed og trivsel. Trods frygt og vrede forblev Alba uskyldig, og mit ansvar og min kærlighed til hende vaklede aldrig.
Nu er Alba og jeg ved at genopbygge vores fred. Jeg viser hende hendes opsparing til uddannelse, forklarer hver eneste plan og forsikrer hende om, at hun er min datter, mit ansvar og mit hjem. For tretten år siden valgte en lille pige mig som sin «gode person», og jeg vælger hende hver eneste dag på ny. Familie defineres ikke af blod – det defineres af at være til stede, beskytte og elske betingelsesløst gennem enhver udfordring. Sådan ser kærlighed ud: ægte, urokkelig og helt vores egen.