Amanda (37), en enlig mor, der boede med sin datter, Ida (7), på et krisecenter for kvinder, kæmpede for at genopbygge sit liv, efter deres hus var brændt ned på grund af hendes uansvarlige mands uagtsomhed. Da forsikringen nægtede at dække skaderne, forsvandt hendes mand og efterlod dem uden støtte. Da hun havde forladt sit marketingjob år forinden, var Amanda tvunget til at tage et dårligt betalt job som kasseassistent i et supermarked, hvor hun knap tjente nok til at dække deres basale behov. Da tiden for skolestart nærmede sig, skrabede Amanda hver en øre sammen for at købe Ida et nyt sæt tøj – en lille handling af normalitet, som hun følte, hendes datter fortjente.
I en lys børnetøjsbutik beundrede Amanda og Ida en blød, lyserød cardigan. En ekspedient dukkede straks op, mønstrede Amandas udseende – hendes falmede tøj og hjemmeklippede hår – og ydmygede hende højlydt. Ekspedienten satte spørgsmålstegn ved Amandas evne til at betale for noget i butikken og beordrede hende til ikke at røre varerne, idet hun antydede, at hendes «beskidte hænder» ville ødelægge dem for «rigtige kunder». Ydmyget og med tårerne tilbageholdt tog Amanda hurtigt Idas hånd for at gå. Lige da de nåede døren, råbte en elegant, ældre kvinde, hvilket fik Ida til at stoppe op.
Den elegante kvinde, som stod med den lyserøde cardigan, vinkede dem tilbage. På trods af Amandas frygt for, at hun ville blive beskyldt for at have beskadiget varen, insisterede kvinden på, at Ida prøvede den, og tilbød en «generøs rabat». Dette fik ekspedienten til at håne dem grusomt og sige, at Amanda «bare var endnu en vagabond», der ikke havde råd til noget, og at hendes «lugt ligefrem kunne sætte sig i stoffet». I et pludseligt, dramatisk skift stivnede den elegante kvindes ansigt til is. Hun bragte ekspedienten til tavshed med en dødsensalvorlig tone, bekræftede, at cardiganen ville klæde Ida perfekt, og lovede, at rabatten ville gælde, hvilket efterlod den uhøflige ansatte målløs og skræmt.
Efter at Ida havde prøvet den perfekt passende cardigan, vendte de tilbage til butiksgulvet, hvor den synligt rystede ekspedient leverede en oprigtig og panisk undskyldning. Ida svarede med en vigtig lærestreg og sagde til kvinden, at hun ikke kunne tage sin ondskab tilbage, men at hun aldrig burde behandle andre sådan. Den elegante kvinde gav dem derefter cardiganen helt gratis og bad Amanda om et privat møde. På sit kontor afslørede kvinden, fru Jensen, at hun engang havde været i nøjagtig samme situation som Amanda. Fru Jensen anerkendte Amandas styrke og den venlighed, hun videregav til sin datter, og tilbød Amanda et job som salgsassistent med fuld sygeforsikring, en god løn og endda en gratis dag hos frisøren.
Amanda tog straks imod jobbet, som gav mere end det tredobbelte af hendes løn i supermarkedet. Fru Jensen, som ejede en kæde af succesfulde butikker, forklarede, at hun blot gav den venlighed videre, som hun selv engang havde modtaget, og opfyldte et løfte om at hjælpe andre, der fortjente det. Inden for få måneder flyttede Amanda og Ida ind i deres egen hyggelige lejlighed. Amanda købte nyt tøj til sig selv og sørgede for, at Ida havde alt, hvad hun havde brug for. Fru Jensen gav dem ikke bare en gratis cardigan; hun gav Amanda hendes værdighed tilbage og tilbød en vej til en sikker fremtid, hvilket fik Amanda til at love, at hun også en dag ville give denne dybe venlighed videre.