Politibetjent Thomas, en 32-årig mand, der stadig kæmpede med sorgen over tabet af sin kone og lille datter i en husbrand to år tidligere, modtog en iskold februarnat et opkald, der ændrede hans liv. Radioen sendte patrulje 47 til de forladte Riverside-lejligheder på grund af en «bevidstløs kvinde, baby til stede», efter at naboer havde anmeldt timevis af barnegråd. Drevet af et stærkt instinkt, der modsagde stedets rutineprægede karakter, skyndte Thomas og hans makker, Rasmus, sig op på tredje sal. I en faldefærdig lejlighed fandt de en stærkt svækket kvinde og en fire måneder gammel dreng, der kun bar en beskidt ble og rystede af kulde og sult, mens han skreg, som om hans lunger var ved at give op.
Synet af det forladte spædbarn brød igennem Thomas’ omhyggeligt opbyggede sorgmure. Han tog straks sin jakke af, svøbte den kolde baby i den og beordrede Rasmus til at ringe efter ambulance og de sociale myndigheder, idet han indså, at opkaldet øjeblikkeligt var blevet dybt personligt. Da babyen sugede grådigt til sig fra en funden sutteflaske, og hans små fingre greb fat i Thomas’ skjorte, indså betjenten, at han ikke bare holdt et offer; han holdt «begyndelsen på noget, jeg ikke engang vidste, jeg havde brug for.» Efter at ambulancefolkene havde taget moderen med – som led af svær dehydrering og underernæring – insisterede Thomas på at blive hos babyen, indtil de sociale myndigheder ankom, ude af stand til at slippe billedet af barnet, der kun få minutter før havde skreget, uden at nogen kom.
Babyens greb blev siddende i Thomas’ hukommelse, og da moderen forsvandt sporløst fra hospitalet, så Thomas en mulighed for heling. Han traf den monumentale beslutning at adoptere drengen og kaldte det den første beslutning i årevis, der føltes rigtig. Efter måneder med interviews og baggrundstjek blev drengen, som Thomas kaldte Jakob, officielt lagt i hans arme. Thomas helligede sig opdragelsen af Jakob og så ham vokse op til at blive et nysgerrigt, frygtløst og klogt barn. Da Jakob som seksårig opdagede gymnastik, blev sporten hans besættelse, og at se ham opnå succes – og nå op på eliteniveau som 16-årig – fyldte Thomas’ liv med en glæde, han troede var tabt for altid.
Deres stabile fremtid blev dog udfordret, da Thomas modtog et opkald fra et ukendt nummer. Kvinden i telefonen identificerede sig som Sara, Jakobs biologiske mor. Hun afslørede, at hospitalet havde reddet hende, og hun havde brugt 16 år på at blive stabil, mens hun havde holdt øje med sin søn på afstand og sparet penge op til at genopbygge sit liv. To uger senere ankom Sara til deres hjem. Hun forklarede grædende, at hun var besvimet af sult, mens hun forsøgte at beskytte sin baby, og da hun ikke var stærk nok til at kræve ham tilbage dengang, flygtede hun for først at finde fodfæste. Jakob så på Thomas efter at have fordøjet chokket og erklærede beslutsomt: «Denne mand har reddet mit liv. Han behøvede ikke at adoptere mig… Han er min far,» hvilket bekræftede, at kærlighed er et valg, Thomas havde truffet.
Historien kulminerede en måned senere ved Jakobs prisoverrækkelse på gymnasiet. Da han modtog prisen som Årets Elev-atlet, brugte Jakob øjeblikket til at ære Thomas offentligt. Han kaldte sin far op på scenen, overrakte ham medaljen og erklærede tårevædet: «Denne medalje repræsenterer alt det arbejde, du har lagt i at gøre mig til den, jeg er. Den tilhører dig.» Hele salen rejste sig i stående bifald, og Thomas, der så Sara i mængden med tårer i øjnene, forstod endelig, at tab kan skabe plads til forskellige former for kærlighed. Den baby, han havde reddet på den kolde nat, havde til gengæld reddet ham, hvilket beviste, at det at redde nogen og selv blive reddet ikke altid er to separate handlinger.