Tre uger efter at han var flyttet fra Jylland til en lille flække på Møn med sin familie – hustruen Lise, deres otteårige søn Rasmus og deres dobermann Brando – følte fortælleren, Thomas, en ny følelse af fred. Denne fredelige lørdag, mens han ledte efter svampe bag deres sommerhus, blev roen brudt, da Rasmus pludselig forsvandt ind bag træerne. Brandos skarpe, alarmerende gøen førte Thomas og Lise til en uventet lysning. De opdagede en lille, tilgroet kirkegård, præget af spredte gravsten og udtørrede blomsterbuketter. Rasmus kaldte snart på dem ved en bestemt gravsten og forklarede begejstret, at han havde fundet «et billede af far».
Thomas’ hjerte sprang et slag over, da han så ned. Indfældet i stenen var et keramisk foto af ham selv som fireårig dreng, tydeligt genkendeligt fra et slidt polaroidbillede, han stadig ejede. Datoen «29. januar 1984» – hans fødselsdag – var indgraveret under billedet. Forvirret og rystet forsøgte Thomas at forstå den uhyggelige genkendelse. Han tilstod over for Lise, at han var blevet adopteret, efter han som fireårig var blevet efterladt foran et brændende hus med kun en seddel hæftet på sin skjorte, hvorpå der stod: «Pas venligst på denne dreng. Hans navn er Thomas.» Lise foreslog, at deres flytning til Møn kunne være skæbnebestemt og en chance for at afdække hans skjulte fortid.
Næste dag besøgte Thomas det lokale bibliotek og erfarede, at en familie, der levede isoleret bag deres sommerhus, var omkommet i en brand for mange år siden. Han blev henvist til Clara M., en ældre kvinde, der havde boet i byen hele sit liv. Clara genkendte straks Thomas og bød ham velkommen med både chok og varme. Hun kom med en rystende afsløring: Thomas var enægget tvilling, og hans bror hed Christian. Clara bekræftede, at branden havde kostet hans forældre, Søren og Maria, samt Christian livet, selvom Thomas’ lig aldrig blev fundet. Denne tragiske historie forklarede den mærkelige gravsten, som var blevet rejst af hans overlevende onkel.
Clara viste Thomas et falmet avisudklip fra 1988: «Brand ødelægger familiehytte – tre døde, én savnet.» Hun forklarede, at da der manglede tandlægeoplysninger, og alle lægejournaler var gået tabt i branden, vendte hans fars yngre bror, Tom, tilbage til grunden og opstillede mindesten for alle fire familiemedlemmer, da han nægtede at tro på, at Thomas var død. Clara sendte Thomas hen til Toms hus, og næste morgen tog Thomas og Lise dertil. Da Tom åbnede døren, så han på Thomas i mange sekunder, før han stille bekræftede: «Du ligner præcis din far,» idet han genkendte sin længe savnede nevø.
Tom afslørede, at han havde håbet og bedt til, at Thomas havde det godt, uanset hvor han var endt, og bekræftede, at opstillingen af gravstenen var en troshandling for at holde mindet i live. Thomas tilbragte eftermiddagen med at gennemgå røgsværtede kasser sammen med Tom og fandt et halvbrændt fødselsdagskort adresseret til «Vores drenge» samt en sveden gul skjorte – præcis den samme som på gravstensfotoet. En uge senere vendte Thomas, Lise, Rasmus og Tom tilbage til lysningen. Thomas knælede ned og lagde fødselsdagskortet ved Christians gravsten, anerkendte den tvillingebror, han aldrig havde kendt, og reflekterede over muligheden for, at det var Tom, der havde skrevet sedlen og givet ham væk for at redde ham fra tragedien.