Som hjertekirurg mødte jeg første gang Christian, da han var seks år gammel – en lille, høflig dreng med en kritisk medfødt hjertefejl. Efter en vellykket, livreddende operation blev jeg chokeret over at opdage, at Christians forældre var forsvundet; de havde underskrevet udskrivelsespapirerne og efterladt ham på hospitalet. Den kolde erkendelse af deres svigt – hvad enten det skyldtes frygt, gæld eller fordi de var «ødelagte mennesker» – var rystende. Den nat fortalte jeg alt til min kone, Nora. Hun så Christians desperate nød gennem vores egne års forgæves forsøg på at blive gravide og foreslog, at vi besøgte ham. Hun så ikke svigtet som en tragedie, men som en anden vej til den familie, vi altid havde ønsket os, og sagde: «Måske var det meningen.»
Vores besøg førte hurtigt til den barske, men nødvendige adoptionsproces. De første uger var udfordrende; Christian sov sammenrullet på gulvet ved siden af sin seng og kaldte os «doktoren» og «fruen», bange for den nærhed, der kunne gå forud for endnu et svigt. Gennembruddet kom gradvist: først da han i feber vildelse kom til at kalde Nora for «mor», og hun forsikrede ham om, at man aldrig skal undskylde for at elske nogen; og senere, da han råbte «far» efter et fald på cykel, hvor hele hans krop faldt til ro af lettelse, da jeg knælede ved siden af ham. Vi opdagede Christian med urokkelig tålmodighed, og han voksede op til at blive en eftertænksom og beslutsom ung mand, der valgte medicinstudiet og specialiserede sig i børnekirurgi på vores eget hospital.
Femogtyve år senere var Christian min kollega og stod side om side med sin adoptivfar ved vasken før en operation. Vores professionelle hverdag blev rystet, da jeg modtog et nødopkald: Nora var på skadestuen efter en bilulykke. Vi skyndte os til hendes side og fandt hende ved bevidsthed, men forslået. En sygeplejerske fortalte os, at en kvinde, der så smerteligt bekendt ud og levede på gaden, havde trukket Nora ud af bilen og reddet hendes liv. Da Christian stod ved Noras seng, gled kvindens øjne mod operationsarret på hans hals.
Kvinden gispede, og hun hviskede hans navn: «CHRISTIAN?!» Al farve forsvandt fra Christians ansigt. Kvinden tilstod med det samme: Hun var hans biologiske mor, som havde forladt ham 25 år tidligere. Hun forklarede, at hans far var flygtet på grund af den massive gæld fra lægeregningerne, og hun efterlod Christian, fordi hun troede, at nogen med flere ressourcer kunne give ham det liv, hun ikke selv kunne. Christian stod rystende og kæmpede med fortidens traumer og nutidens virkelighed. Han anerkendte grædende hendes offer ved oprindeligt at have reddet ham, men erklærede bestemt: «Jeg mangler ikke en mor… jeg har en.» Ikke desto mindre, som en anerkendelse af at hun lige havde reddet Noras liv, rakte han langsomt sine arme ud i en kompliceret og smertefuld omfavnelse.
Kvinden, der blev præsenteret som Susan, indrømmede at have tænkt på Christian hver eneste dag. Hun forklarede, at hun boede i sin bil og kun var stoppet ved ulykkesstedet, fordi hun ikke kunne løbe væk en gang til. Nora, der trods sine skrammer altid var den stærkeste person, insisterede på at hjælpe Susan med at finde en stabil bolig og lægehjælp; hun legemliggjorde troen på, at de ikke ville lade fortiden definere deres fremtid. Til den efterfølgende julemiddag dækkede de op til en ekstra person: Susan. Christian lagde stille sin gamle legetøjsdinosaur foran hendes tallerken. Da Nora skålede for «nye chancer», tilføjede Christian: «Og for de mennesker, der vælger at blive,» hvilket bekræftede styrken i tilgivelse og nåde. Kirurgen indså, at de ikke kun havde reddet Christians hjerte to gange – én gang med en skalpel og én gang med kærlighed – men at Christian havde reddet dem alle på den mest uventede måde ved at bringe sin biologiske mor tilbage i deres liv gennem en handling af utrolig karma.