Den 32-årige politibetjent Mads bar stadig på en dyb sorg efter tabet af sin kone og lille datter i en husbrand to år tidligere. En iskold februarnat blev han kaldt ud til en opgave i Riverside-bebyggelsen. Anmeldelsen lød på en bevidstløs kvinde og en baby, der havde grædt i timevis i en tom bygning. Indenfor fandt Mads en kvinde på randen af sammenbrud, men vigtigst af alt fandt han en fire måneder gammel dreng, som kun var iført en beskidt ble og led voldsomt under kulde og sult i det rå miljø. I det øjeblik brast Mads’ sorgtyngede hjerte, og opgaven blev personlig; han smed sin jakke, trøstede babyen og mærkede, at det at holde barnet var ”begyndelsen på noget”, som han desperat havde brug for.
Efter at moderen var blevet bragt til hospitalet (kun for senere at forsvinde sporløst), kunne Mads ikke glemme billedet af babyens lille hånd, der klamrede sig til hans skjorte. Han brugte de følgende dage tryllebundet af barnets ansigt og indså, at den lille dreng var blevet fuldstændig forladt. En uge senere påbegyndte han adoptionspapirerne, drevet af instinkt og en følelse af, at dette var hans vej mod heling. Processen tog måneder, men den dag han officielt gav drengen navnet Jakob og holdt ham i armene som sin søn, mærkede Mads et strejf af håb, han ikke havde kendt til siden branden. Han forvandlede sig fra at være en sørgende betjent til at være en far med en fremtid.
Årene fløj afsted i en lykkelig tåge, mens Mads opdrog Jakob som enlig far, støttede sig til en barnepige og jonglerede med lange vagter. Jakob udviklede sig til et klogt, nysgerrigt og frygtløst barn, der som seksårig opdagede en passion for gymnastik, som blev hans helt store interesse og kilde til enorm glæde. Jakob brillerede, og trænerne begyndte at tale om mesterskaber og sportskollegier. De to opbyggede et stabilt liv med mere grin end bekymringer, indtil en stille storm trak op seksten år efter deres første møde: et opkald fra en kvinde ved navn Sarah, Jakobs biologiske mor.
Sarah, der slet ikke lignede kvinden fra den forladte bygning, forklarede, at hun havde overlevet, brugt år på at få fodfæste i livet og havde holdt øje med sin søn på afstand. Mads indvilligede i et møde, og mens Sarah forklarede de desperate omstændigheder, der havde tvunget hende til at flygte fra hospitalet efter fødslen, bearbejdede Jakob den overvældende nyhed. Han kiggede dog hurtigt på Mads og understregede, at selvom han tilgav Sarah, så var den mand, der havde reddet hans liv, adopteret ham og været der for ham gennem alt, hans rigtige far. De enedes om at ses lejlighedsvis, hvilket cementerede, at deres forhold var baseret på valg og ikke biologi.
Historien kulminerede ved Jakobs prisshow i gymnasiet. Efter at have modtaget prisen som ”Årets Elev-Atlet”, kaldte Jakob Mads op på scenen. I et stærkt, tårevædet øjeblik takkede han offentligt sin far for at have reddet ham, opdraget ham og vist ham, hvordan betingelsesløs kærlighed ser ud, hvorefter han gav sin medalje til Mads. Gestussen bekræftede deres dybe bånd. Mads indså, at tab nogle gange skaber den nødvendige plads til nye former for kærlighed, og at den person, man prøver at redde, i sidste ende kan blive den person, der redder én selv. Det beviste, at livet er ”både brutalt og smukt på samme tid”.