Fortælleren, Lise, var seks år gammel, da hendes forældre blev dræbt af en spiritusbilist. Stillet over for rædslen ved en mulig plejefamilie tog hendes morfar, dengang 65 år, hende straks til sig og blev hendes eneste værge og helt. Han opgav sit værelse, lærte at flette hendes hår og dedikerede sit liv til hende, hvilket inspirerede hendes ambition: at blive socialrådgiver og redde børn, ligesom han havde reddet hende. Men som Lise voksede op, blev hun tiltagende frustreret og vred over en konstant vending fra sin bedstefar: «Vi har ikke råd til det, lille skat.» Denne opfattede mangel betød aflagt tøj, gammel teknologi og et liv med konstante økonomiske begrænsninger, hvilket Lise tolkede som bevis på, at morfars løfte – at hun kunne blive hvad som helst – var en løgn.
Denne bitterhed blev erstattet af en tærende angst, da morfar, som allerede havde helbredsproblemer, blev alvorligt syg. Uden penge til en plejeperson jonglerede Lise sine sidste eksamener fra gymnasiet med fuldtidspleje, mærkede panikken stige med hvert tegn på hans forfald og var desperat bekymret for sin usikre fremtid. Kort før han døde, forsøgte morfar at fortælle hende noget vigtigt, men Lise, der prioriterede hans ro, sagde til ham, at de ville tale «senere» – et øjeblik, der aldrig kom. Efter hans død var Lise alene, overvældet af regninger og stod over for den frygtelige udsigt til at skulle sælge huset for at overleve, og konkluderede, at han havde været for stolt til at bede om hjælp, og at hun nu måtte betale den ultimative pris for hans fattigdom.
To uger efter begravelsen modtog Lise et mystisk opkald fra en bankrepræsentant, Fru Rasmussen, som forklarede, at morfar «ikke var den, [hun] troede, han var.» Lise frygtede massiv gæld og skyndte sig til banken, men Fru Rasmussen korrigerede hende hurtigt og forklarede, at morfar faktisk var en af de mest dedikerede sparere, hun nogensinde havde kendt. Den forbløffende sandhed blev afsløret: Morfar havde med vilje levet sparsommeligt i 18 år, og havde kort efter han tog hende til sig, oprettet en stærkt begrænset uddannelsesfond (trust) i Lises navn. Hvert «Vi har ikke råd til det» havde i virkeligheden været en bevidst handling af opofrelse for at spare penge for at bygge hendes drøm.
Fru Rasmussen forelagde Lise et brev, som morfar havde skrevet et par måneder tidligere. I notatet undskyldte han for at have måttet sige «nej» så ofte og forklarede, at manglen havde været nødvendig for at sikre, at hun kunne realisere sin drøm om at blive socialrådgiver og redde børn. Han bekræftede, at huset var betalt, og at fonden indeholdt tilstrækkelige midler til at dække fire hele års studieafgifter, logi, kost og et generøst lommepengebeløb på ethvert statsuniversitet. Da Lise læste notatet, brød hun sammen på kontoret og indså den sande storhed af hans kærlighed og offer.
Med den økonomiske byrde løftet og hendes fremtid sikret gennem hans dybtgående handling af hengivenhed, valgte Lise det bedste socialrådgiverprogram i staten og blev hurtigt optaget. Samme aften stod hun på verandaen, kiggede op på stjernerne og hviskede et løfte til sin afdøde morfar: «Jeg vil redde dem alle, ligesom du reddede mig.» Lise indså, at «manglens løgn» var den største kærligheds handling, hun nogensinde havde kendt, og hun var nu fast besluttet på at leve et liv, der var værdigt til hans monumentale offer og urokkelige heltemod.