Fortælleren, hvis forældre for nylig døde i en ødelæggende husbrand, overtog ansvaret for at opdrage sine seksårige tvillingebrødre, Kasper og Lauge. Hendes forlovede, Mads, blev en urokkelig støttepille, tog straks imod drengene – som de planlægger at adoptere – og hjalp hele familien med at håndtere traumet. Deres bestræbelser på at opbygge en ny familie blev dog konstant saboteret af Mads’ mor, Hanne, som betragtede tvillingerne som «en byrde» og «velgørenhedstilfælde». Hanne angreb ubarmhjertigt fortælleren, insinuerede, at hun udnyttede hendes søn, og belærte hende om, at hun skulle fokusere på at få «rigtige børn» med Mads. Denne grusomhed eskalerede, da Hanne med vilje udelukkede de sørgende tvillinger fra en fødselsdagskage ved en familiesammenkomst, hvilket tvang fortælleren og Mads til at give dem deres egne stykker.
Konflikten nåede et krisepunkt, da Hanne udførte et ondt og kalkuleret slag, mens fortælleren var på en to-dages forretningsrejse. Hun besøgte huset, gav drengene færdigpakkede kufferter og fortalte de seksårige en afskyelig løgn: at de snart ville blive sendt til en «ny familie», fordi deres søster kun beholdt dem af skyldfølelse, og Mads fortjente sin «egen rigtige familie». Tvillingerne blev efterladt grædende og i panik, bange for deres sikkerhed i det eneste hjem, de havde tilbage. Da Mads hørte de forfærdelige detaljer, var han lige så forfærdet og konfronterede sin mor, som ikke afviste det, men kun forsvarede sig ved at erklære, at hun «forberedte dem på det uundgåelige». Denne ondskabsfulde handling overbeviste parret om, at et brud på kontakten ikke var nok; Hanne havde brug for en lektion, hun virkelig ville forstå.
Parret udklækkede en plan om at trække en sidste, urokkelig grænse under Mads’ kommende fødselsdagsmiddag, hvortil de havde inviteret Hanne under påskud af at dele «banebrydende nyheder». Under middagen udførte fortælleren sin plan ved at fortælle Hanne, at de havde besluttet at «give drengene væk» til en anden familie, hvilket fik hende til at tro, at hun endelig havde vundet. Hannes reaktion var ren, giftig triumf, hun hviskede «ENDELIG» og klappede Mads nedladende på armen, uden at udtrykke et eneste gran af sorg eller bekymring for børnenes velbefindende. Denne mangel på empati bekræftede parret i, at deres drastiske plan var berettiget.
Mads afslørede derefter fælden: «Drengene skal ingen steder.» Han forklarede, at Hanne kun havde hørt, hvad hun ville høre, fordrejet samtalen for at passe ind i sin «syge fortælling», og bekræftet sin fuldstændige ligegyldighed over for tvillingernes lykke. Mads leverede det sidste, ødelæggende slag ved at erklære, at denne middag var hendes SIDSTE med ham. Han trak de samme kufferter frem, som hun havde brugt til at terrorisere drengene, præsenterede dem som et symbol på hendes grusomhed og rakte en tyk, officiel kuvert, hvori det stod, at hun var blevet fjernet fra alle beredskabskontaktlister og ikke længere var velkommen i nærheden af børnene.
Mads’ stemme var uforsonlig, da han erklærede: «Du valgte at være grusom mod dem, og nu vælger jeg at sikre, at du aldrig kan såre dem igen.» Hanne stormede ud i en blanding af selvmedlidenhed og forræderi. Mads opgav straks sin strenge holdning og trøstede de skræmte drenge, fortalte dem, at de var sikre og elskede «for evigt og altid.» De ansøgte om et tilhold dagen efter, og Mads omtaler dem nu udelukkende som «vores sønner.» Adoptionspapirerne skal indgives inden for en uge, og dermed opbygges en familie, der er baseret på beskyttelse, sikkerhed og urokkelig kærlighed, fra tragediens aske.